Ældrerådet i Hjørring Kommune er klar

0
En af de sager ældrerådet tidl. har arbejdet meget med er hjertestartere. Nu starter et nyvalgt ældreråd arbejdet. Arkivfoto: Kurt Bering
I foråret stoppede Kirsten Holst som leder af Centralkøkkenet i Hjørring.

Den 66-årige hjørringenser tænkte, at hun måske kunne gøre lidt nytte i Ældrerådet i Hjørring Kommune, da hun qua sit job, som hun havde haft i flere årtier – er vant til at have med både ældre, politikere og forvaltning at gøre.

– Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at få så mange stemmer, erkender Kirsten Holst, der fik 2684 krydser.

Mere end 12.000 stemte, hvilket gav en stemmeprocent på knap 64. Stemmerne blev afgivet i forbindelse med, at der også var kommunal- og regionsvalg.

Kirsten Holst glæder sig til at bruge tid i Ældrerådet de næste fire år, hvor hun blandt andet vil have fokus på ældres mad og ernæring.

Mange taler for, at de ældre skal opleve madlavningen eller fornemme, at duften spreder sig fra kødgryderne på de enkelte ældrecentre – i stedet for, at maden blot laves et centralt sted og køres ud. Men omkring en tredjedel af alle beboere får særligt tilrettelagte måltider, fordi der skal tages hensyn til alt lige fra allergi til kolesteroltal. Så man kan ikke bare lige rykke madlavningen ud på de enkelte centre, lyder det fra valgets topscorer.

– Vi skal sikre, at ekspertisen og kvaliteten er til stede, siger Kirsten Holst.

Hun kan dog godt se muligheder i forhold til at lave sovs og stege et par bøffer; det ville også kunne give lidt til sanserne lokalt.

Ældrerådet bliver bedt om at komme med høringssvar, når politikerne skal træffe beslutninger, der vedrører de ældre.

– Men jeg synes også, at vi på eget initiativ skal “fodre” politikerne med ideer. På den måde kan vi selv være mere med til at præge udviklingen, mener Kirsten Holst.

Selv om hun ser frem til arbejdet i Ældrerådet, så har hun nu ikke ligget på den lade side, siden pensioneringen i foråret.

– Jeg har tre børnebørn og så kan jeg også godt lide at rejse lidt. Jeg har en datter, der lige har købt hus i Lystrup, så der har jeg lige været nede og male – og i dag (i går, red.) skal jeg til møde om madbasaren på næste års dyrskue, lyder det fra den travle pensionist.

Det gik også godt for to kandidater fra Løkken området, idet Arne Brix fra Løkken og Hanne Bundgaard fra Lyngby fik henholdsvis næstflest og tredjeflest stemmer ved ældrerådsvalget.

Rådet konstitueres i december. Følgende blev valgt: 1. Kirsten Holst (2684 stemmer), 2. Arne Brix (2041), 3. Hanne Bundgaard (1225), 4. Myrna Pedersen (957), 5. Mogens From (815), 6. Lene Smidstrup (813), 7. Flemming Simonsen (711), 8. Carsten Møller Nielsen (710) og 9. Svend Aage Jensen (457). Suppleanter bliver Bjarne Vinther Christensen (456) og Thorvald Jørgensen (314).

I alt 14 stillede op.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close