“De fleste rejser ud for at finde hjem …”

0
Løkken skoles afgangshold 9. L. 7 elever, eller 31,7 %, har valgt en håndværksmæssig uddannelse. - Hermed topper vi listen over skoler i Hjørring Kommune og er godt og vel over de 25 %, der er det kommunale mål. Det er med til at understrege de fine håndværksmæssige traditioner, der er her i Løkken og omegn, fastslog Arne Dørup. Foto: Privatfoto
Skoleleder Arne Dørups dimissionstale til Løkken skoles afgangselever: – Kære elever, forældre og lærere.

Så er den store dag kommet. En dag, der er fyldt med forskelligartede følelser både for jer elever, for jeres forældre og for personalet på skolen.

Der er heldigvis rigtig meget at fejre og se frem imod. Jeres barndom er nu endelig slut, og I er godt i gang med jeres ungdom. Det skete vel omkring konfirmationen allerede, men med afslutningen af folkeskolen træder I for alvor ind i de unges rækker. Foran jer ligger en masse valg og muligheder. I har allerede styr på, hvor og med hvad næste skoleår skal foregå. Det første skridt er planlagt på den lange rejse videre i livet hen imod en afklaring af, hvad I skal udfolde jeres voksenliv med.

I har været 22 elever i 9.L, og I har alle sammen truffet jeres første vigtige valg om jeres fremtid efter folkeskolen. Det er flot og dejligt, at alle således har valgt den allernærmeste fremtid.

De fleste af jer (nemlig 7 elever) har valgt at starte en erhvervs- uddannelse på EUD. Det betyder, at 31,7 % af eleverne fra vores skole har valgt en håndværksmæssig uddannelse. Hermed topper vi listen over skoler i Hjørring Kommune og er godt og vel over de 25 %, der er det kommunale mål. Det er med til at understrege de fine håndværksmæssige traditioner, der er her i Løkken og omegn. Foran jer står mindst 3 år på EUC-Nord i Hjørring. Held og lykke med det!

Den næststørste gruppe består af 6 elever, der ønsker et efterskoleophold i 10. klasse. Grundtanken her er overvejende, at man som et ungt menneske ønsker at tage et modningsår både menneskeligt og fagligt inden det endelige valg. På dette område ligger vi meget gennemsnitligt i Hjørring Kommune. Også held og lykke til jer.

4 elever har valgt at forsøge sig med et 10. skoleår på HPR i Hjørring, og 2 elever har valgt Hjørring Ny 10. Et år mere til generel modning og klargørelse er det bærende motiv for dette valg. Held og lykke til jer alle 6.

I år leverer Løkken Skole 2 elever til gymnasiet. Foran ligger 3 års bogligt arbejde, som I ønskes al mulig held og lykke med.

Én elev har valgt at gå direkte ud i praksis og forsøge sig på arbejdsmarkedet med sin store interesse for senere at vende tilbage til uddannelsessystemet

Det har været særligt spændende at følge jer fra jul i 8. klasse og frem til nu. På skolen besluttede vi at satse mange lærerressourcer på at gøre jer alle sammen klar til afgangseksamen, så I kunne få de bedste betingelser i jeres fortsatte uddannelsesforløb. Derfor blev vi specielt glade, da vi oplevede jer virkelig præstere specielt ved de mundtlige eksamener. Et eksempel er naturfag med et karaktergennemsnit på 9,4, som er blandt de allerflotteste resultater, der er opnået på Løkken Skole gennem tiderne. I almindelighed har I præsteret flot hele vejen rundt ud fra det udgangspunkt, der hver især var jeres. Det gør os alle – både elever, lærere, forældre og skole – rigtig stolte og glade, og især giver det jer elever et voldsomt positivt rygstød at arbejde videre på. Stort tillykke med det og jeres samlede præstation det sidste halvandet år på skolen!

Fra Løkken Skoles side sender vi jer ud i verden med stor fortrøstning. I virker alle til at være parate til at prøve noget nyt et andet sted end her, hvor en stor del af jeres barndom er foregået. På skolen oplever vi alle, at det sidste års tid virkelig har modnet jer alle sammen og har været med til at sætte retning på jeres rejse videre i livet.

Men samtidigt er det vigtigt, at I også får udfoldet jeres ungdomsliv på gavnlige måder. Der er stadig rigtig mange ting at lære om det liv, som I bliver en større og større del af.

I står nu for at finde en dagligdag uden for Løkken. Som i eventyrene er det godt for almen menneskelig udvikling “at komme hjemmefra” og prøve sig selv af i andre omgivelser. Musikgruppen Love Shop – som måske ikke er den mest kendte for jer elever, men måske mere for jeres forældre – har lavet en sang, der hedder “Fremmedlegionær”. Første strofe i den lyder således:

Sommer kommer ned

pakker vores håb

mange tager af sted

for at tænde deres lys

vil gerne have et liv

vil gerne være okay

de fleste rejser ud

for at finde hjem

I år har vi så sandelig oplevet, at sommeren er kommet ned massivt allerede i maj måned og har været med til at sende lys, varme og håb ind i vores liv. Allerede til skriftlig eksamen var der fint vejr, og det var en stor fornøjelse at opleve den ihærdighed og seriøsitet, med hvilken I alle uden undtagelse gik til opgaverne. Det var en afslappet og behagelig oplevelse for de tilsynsførende at hjælpe jer igennem prøvedagene.

De vigtigste verselinjer er dog de 2 sidste:

de fleste rejser ud

for at finde hjem

Uanset om det gælder en ferietur eller et længere studium i en anden by, så gør det noget godt for os alle sammen at prøve noget nyt i anderledes sammenhænge. I dagens moderne teknologiske virkelighed er det heldigvis nemt at komme i kontakt med hinanden, hvis man kommer til at savne. Face-time, Facebook, Skype, Twitter, Instagram, telefon og meget mere gør, at vi lynhurtigt kan opleve hinandens nærvær, få gode råd og bare hilse på. Det kan dog aldrig erstatte det konkrete møde mellem levende mennesker i real-time uden for diverse skærme.

I ved fra jeres arbejde med eventyr i dansktimerne, at skabelonen hedder “Hjem – ud – hjem”. Udviklingen sættes for alvor i gang, når man forlader den hjemlige rede og udsættes for prøvelser derude uden forældrenes beskyttende tryghed. Eventyret ender med, at helten vender tilbage til det hjemlige udgangspunkt i en forvandlet og modnet tilstand.

Så derfor ved jeg, at sommer, jul og andre højtider nok skal få gps’en rettet mod Løkken og omegn, og jeg tror, at jeg taler for mange – hvis ikke alle – voksne her i aften, når jeg udtrykker håbet om, at nogle af jer på sigt vender hjem og bosætter jer i vores pragtfulde by og omegn, som vi alle holder så meget af. Det kræver selvfølgelig af os tilbageværende voksne, at vi i fællesskab sørger for, at mulighederne for at få et job, der passer til de uddannelser, som I nu bevæger jer ud for at tage, er til stede, når I er færdige. Det er jeg sikker på, at vi vil forpligte os på efter bedste evne, så vi også kan få fornøjelsen af jer på egnen, når I blevet færdiguddannede og skal i gang på arbejdsmarkedet.

Tusind tak til jer alle for et supergodt samarbejde, både elever og forældre – et stort tillykke til os alle sammen over det flotte resultat med at gøre jer til robuste, livsduelige og kompetente unge mennesker. På hele skolens vegne ønskes i al mulig held og lykke i fremtiden – eller sagt på Løkkensk: God vind fremover!

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close