Fælles udviklingsplan for Vestkysten er en vigtig milepæl

0
Arkivfoto:
Tre af de 18 stærke feriesteder, som Partnerskab for Vestkystturisme vil koncentrere indsatsen omkring, ligger i Hjørring Kommune. Det er Løkken, Lønstrup og Hirtshals/Tversted.

Det er en meget vigtig milepæl i arbejdet med at markedsføre og fysisk indrette Vestkysten som én resort destination, lyder det fra en af Nordjyllands største turismekommuner, Hjørring.

Ca. 2000 arbejdspladser i Hjørring Kommune er direkte relateret til turismen, og det er en væsentlig årsag til, at Hjørring er en af de kommuner, der har arbejdet meget aktivt med på udformningen af den fælles Udviklingsplan for Vestkysten:

– Det er et stort gennembrud for alle kommunerne og regionerne på Vestkysten, at vi sammen er lykkedes med at udarbejde en fælles masterplan for Vestkysten som én samlet destination. Sådan ser den udenlandske turist jo på Vestkysten, og der er et kæmpe potentiale i at arbejde mere på tværs af kommune- og regionsgrænser og udnytte hinandens styrker, selvfølgelig for at give turisterne en bedre ferieoplevelse, men så sandelig også fordi det vil skabe udvikling og fornyelse i turismeproduktet, så vi kan tilbyde mere varierede ferieformer til nye målgrupper og dermed skabe mere omsætning og flere arbejdspladser, siger Anna Oosterhof, turismeudviklingschef i Hjørring Kommune.

Hun peger på, at turismen på Vestkysten er en væsentlig bidragyder til dansk økonomi. Turismeomsætningen i de 11 vestkystkommuner er samlet på knap 15 mia. kr. Vestkysten står for 32 procent af den samlede danske omsætning i kyst- og naturturismen og 15 procent af al turismeomsætning i Danmark.

Konkret forventer man i Hjørring Kommune, at man med Udviklingsplanen i hånden har et langt bedre udgangspunkt for at tiltrække private investeringer og for på kommunalt niveau at indgå i udviklingsprojekter sammen med private investorer. Hjørring Kommune er hjem for de stærke feriebyer Løkken, Lønstrup og Hirtshals/Tversted, og her er der potentiale for at bygge videre på de stedbundne kvaliteter og skabe mere omsætning ved at få turisterne til at bevæge sig mere mellem byer og attraktioner og i naturen:

– Det går godt med turismen i Hjørring Kommune, men vi står også med nogle helt specifikke ønsker til, hvordan vi fx gerne vil skabe mere overnatningskapacitet og andre typer af overnatningskapacitet til at supplere sommerhusene, som i dag er den helt overvejende overnatningsform i kommunen. Samtidig vil vi gerne udvide sæsonen for at kunne udnytte den eksisterende kapacitet bedre i ydersæsonerne. Endelig vil vi gerne søsætte projekter, der kan forbedre infrastrukturen eller skabe nye oplevelsestyper for turisterne – for potentialet er der, men den altovervejende nøgle til at lykkes med det, er jo investeringer, siger borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close