Første spadestik til Kvinde-Barn Hus

0
Tegning af det planlagte byggeri af Kvinde-Barn Hus og Behandlingsbygning, der placeres som to U’er omkring den nuværende forbindelsesgang mellem Medicinerhuset og Højhuset. Kvinde-Barn Huset er bygningen øverst på tegningen med det mørke tag. Tegning: Region Nordjylland
Fredag 15. september bliver spaden sat i jorden til et nyt Kvinde-Barn Hus ved sygehuset i Hjørring.

Byggeriet blev udskudt i forbindelse med budgetaftalen i september 2015 pga. omprioritering af anlægsmidlerne, men i juni blev der frigivet 154 mio. kr., så byggeriet nu kan gå i gang. Det forventes færdig i november 2019.

Kvinde-Barn Huset skal danne ramme om fødeafsnit, barselsgang, børn- og ungeafsnit og gynækologisk-obstetrisk afsnit.

– Det er meget glædeligt, at vi nu kan få skiftet den ældste og utidssvarende del af bygningsmassen i Hjørring ud og skabt gode rammer til disse afsnit. I det kommende Kvinde-Barn Hus er der lagt vægt på funktionalitet, fleksibilitet og korte afstande, der kan skabe effektive flow og gode rammer om hverdagen både for patienter, pårørende og personale. Det bliver et hus, hvor effektivitet kan gå hånd i hånd med sikkerhed og patientoplevet kvalitet, siger Regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Formand for Byggeudvalget Per Larsen (K) ser frem til at se byggeriet tage form:

– Kvinde-Barn området har længe trængt hårdt til at blive løftet bygningsmæssigt, så det er en festdag, når vi kan sætte spaden i jorden. Samtidig er byggeriet af Kvinde-Barn Huset første etape af et større planlagt byggeri, der også inkluderer en ny Behandlingsbygning og som samlet vil sikre, at vi får et fremtidssikret hospital, der lever op til kravene til et moderne hospital, på regionshospitalets matrikel i Hjørring.

For hospitalsdirektør Henrik Larsen og de ansatte på Regionshospital Nordjylland i Hjørring bliver 15. september også en særlig dag:

– Spadestikket er en vigtig markering af starten på et stort byggeri, der skal komme både vores ansatte og patienter til gode. Vi ved godt, at så stort et byggeri ikke kan gennemføres uden gener i byggeperioden, men vi bestræber os på at få det til at forløbe så glat som muligt. Med udsigt til at der bliver skabt bedre rammer om behandling og patientforløb samt bedre arbejdsmiljø, så håber vi, at det bliver gener, som både ansatte og patienter kan leve med.

Det nye byggeri bliver på 7542 kvadratmeter bygget i U-form i tre etager og med kælder. I stueplan indrettes ambulatorier for børn og unge samt gynækologi. På første sal skal der være fødestuer og gynækologisk sengeafsnit og anden sal sengeafsnit til børn og unge samt neonatal afsnit og barselsgang

Kælder skal benyttes til teknikrum og personaleomklædning

Det nye byggeri placeres på den sydlige side af forbindelsesbygningen mellem Højhuset og Medicinerhuset.

På grund af byggeriet lukkes den nuværende hovedindgang til hospitalet fra december, og man skal i stedet benytte indgangen ved Medicinerhuset.

C. C. Contractor A/S fra Herning er valgt til totalentreprenør efter EU-udbud med prækvalifikation.

Den samlede pris inklusiv fælles tekniske anlæg (bl.a. udvidelse af nødgeneratoranlæg og køleforsyningsanlæg, solcelleanlæg samt renovering af ringforbindelse for ilt- og trykluftinstallationerne) er 217 mio. kroner.

Kvinde-Barn Huset er første etape af det byggeri, der er planlagt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Planerne omfatter også en ny Behandlingsbygning på nordsiden af forbindelsesgangen.

Når der er bygget ny behandlingsbygning, er planen at nedrive den eksisterende behandlingsbygning og dermed give plads til nyt parkeringsområde samt nye auditorium- og kantinefaciliteter.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close