Peter Ussings hjerte banker for skolen og for Løkken

0
Tidligere skoleinspektør og skoledirektør Peter Ussing, Løkken, fylder tirsdag 90 år.
Peter Ussing, tidligere skoleinspektør og forfatter, Askevej 1, Løkken, fylder tirsdag 90 år.

Peter Ussing er født i Vokslev ved Nibe og voksede op i Vendsyssel. I 1949 tog han lærereksamen fra Skaarup Statsseminarium.

Han blev gift med børnehaveklasseleder Inger Skyum Ussing, og de har fået tre sønner – Jørgen er arkitekt, Torsten lærer og Henrik landinspektør.

Peter Ussing var de første år som lærer ansat ved Aalborg Kommunale Skolevæsen, blev senere viceforstander ved Forsvarets Civilundervisning i Aalborg og førstelærer ved Gerå Skole i den gamle Dronninglund Kommune.

Fra 1964 til 1981 var han skoleinspektør ved Løkken Centralskole og var fra 1981 til 1989 skoledirektør i Løgstør Kommune.

I de senere år har Peter Ussing især beskæftiget sig med lokalhistorie, dvs. Løkkens historie, men han har livet igennem lagt sine kræfter i folkeskolen.

Han har udgivet ca. 50 bøger, især mindre skolebøger og arbejdshæfter samt bøger om skoleledelse, og han er medforfatter til en bog om Løkkens historie.

I de senere år har interessen for lokalhistorie markeret sig ved deltagelse i redaktionen af og bidrag til den store bog om “Nordjylland under Englandskrigen 1807-14” (2009), en række artikler om Løkkens historie i Vendsyssel nu og da og i Vendsyssel Årbog, bl.a. om byens foreninger og i 2012 hæftet “Fra ladeplads til by”, der behandler foreningernes betydning for byens udvikling. Mere politisk og samfundsbetonet er bogen “Velfærd, ret og demokrati” fra 2009. I 2011 udgav han en bog om de seneste 50 års danske folkeskole, “Fra folkeskole til profitenhed?”, der forholder sig kritisk til de senere års skolelovgivning.

På seminariet stiftede Peter Ussing bekendtskab med C. N. Starckes skoletanker og tanker om arbejdsskolen og den nye aktivitetspædagogik, og det kom til at præge hans skolearbejde.

Peter Ussings arbejde som skoledirektør i Løgstør medførte deltagelse i organiseringen af Ranum Uddannelsescenter.

Peter Ussing har været medlem af bestyrelsen, senere formand, for skolelederforeningen i Nordjylland og næstformand i landsbestyrelsen for Danmarks Skolelederforening og redaktør af foreningens skrifter indtil 1982.

Han har været medlem af repræsentantskabet og bestyrelsen for Sparekassernes Skoleopsparing/Sparekassernes Skoleservice.

Peter Ussing har også været politisk engageret. I 1945 meldte han sig ind i Danmarks Retsforbunds Ungdom (DRU) og året efter i Danmarks Retsforbund. 1957-59 var han landsformand for DRU.

Peter Ussing har været medstifter af Løkken Kunstforening i 1965 og senere formand, medstifter af og formand for Vendsyssel Festival, formand for Løkken Museumsforening, medlem af bestyrelsen for Vendsyssel historiske Museum og medlem af bestyrelsen for Historisk Samfund for Vendsyssel. Han har skrevet flere bøger om Løkkens historie og artikler i Vendsyssel Årbog og Vendsyssel nu og da. Desuden er han æresmedlem af Løkken Museumsforening, Løkken Borgerforening og Historisk Samfund for Vendsyssel.

Fødselsdagen fejres sammen med familien.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close