Præsentation af Ladepladsen 2018

0
På vegne af museumsforeningen var det redaktionsmedlem Hanne Kepler, der præsenterede Løkken Museums årsskrift Ladepladsen, denne gang nr. 37. Det har temaet “Strandliv og badehuse i Løkken”.

– Jeg vil gerne lægge ud med at gentage, hvad jeg har udtrykt ved en tidligere præsentation – nemlig det helt fantastiske og unikke i, at et lille samfund som Løkken er så velbeskrevet og veldokumenteret i form af museets skiftende udstillinger, adskillige hæfter og bøger, hvor mennesker med forskellig baggrund beretter om deres liv og dermed også vores allesammens liv. Det er en stor gave til eftertiden. Vi ved hvor vigtigt det er, at vi kender vores rødder, ikke bare den nære families men også det lokale samfunds. Tak til alle dem, der har bidraget med spændende beretninger til gavn os og for kommende generationer, indledte Hanne Kepler.

– Dette års Ladepladsen handler om naturen og i særdeleshed stranden og livet der. Ladepladsen har 3 fine og spændende beretninger om strandlivet. Helle Bæk, Trine Frøstrup og Sisse Fisker fortæller om livet og traditionerne i og omkring netop deres badehus.

– I et afsnit om “Den hvide By”, skrevet af Simon Jacobsen, kan man læse om udviklingen fra badevogn til badehus, om badehusenes skæbne under krigen, og hvad der skete mellem den 26. og 27. september 1963. Virkelig dramatisk! Regulativet vedr. badehusene er et kapitel for sig, understregede hun og fortalte om, at badehusene SKAL males hvert år, ellers kører vognmanden dem ikke på stranden.

Ladepladsen gengiver også et “Midsommerbrev fra Løkken” som stod at læse i Løkken Folkeblad 2. juli 1948. En Løkken-kunstner skriver under pseudonymet Le scritto blandt andet: “Feriebyen er vågnet, om få dage vil dens gader – som Løkkens presseattache, Knut Dokker, plejer at udtrykke sig – være brolagt med badepiger, og Venus fra Aalborg og Afrodite fra København vil tumle sig med Havmanden på tredje revle. Brevet er fulgt af tegninger af Erik Larsen med de kendte Løkken-kunstnerer Tjek Jerne og Chr. Valentinusen m.fl.

En fortælling om den første kapsejlads i Løkken er der også i form af et afsnit af “Ny båd i Hav” af Thomas Olesen Løkken fra 1932. Det handler om strandfesten med kapsejlads, hvor godsejeren fra Klosteret har udsat en præmie på halvtreds kroner for den hurtigste båd.

De mange artikler i bladet er rigt illustreret af en række billeder, som beskriver bl.a. tidens påklædning/mode. I årets blad kan man også læse om strandfester, bl.a. den første som løb af stablen i 1905 og gav et overskud på 735, 68 kr.

Der er historien om sandkonkurrencerne og andre mindre kendte konkurrencer, som har fundet sted både til lands og til vands.

Der er fortællinger om livet på molen, om redningsøvelser ved Redningshuset, gratis svømmeundervisning nord for molen og ikke at forglemme Skt. Hans arrangementerne.

Bagerst i bladet er der nyt fra museet, og et arrangementsprogram for 2018.

Ladepladsen udgives af Løkken Museumsforening og sendes som årsskrift til foreningens medlemmer. Redaktion og grafisk tilrettelæggelse af Hans Fink, Leif Frøstrup, Søren Jensen, Hanne Kepler, Helle Bæk Nielsen, Inge Nørgaard og Vagn Sørensen. Tryk: Vestergaards Bogtrykkeri. Pris 60 kr.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close