Uddrag af Peter Ussings tale ved Sommersolhverv i Løkken

0
Peter Ussing talte ved sommersolhverv i Løkken. Til højre billedhugger Bodil Dams Solhvervssøjle. Foto: Kirsten Olsen
– Det er efterhånden blevet en fast tradition, at vi mødes her ved Bodil Dams solhvervssøjle to mange om året, på den længste dag og på den korteste. Omstændighederne er meget forskellige, og de to solhvervsaftner taler til forskellige følelser, indledte Peter Ussing, og omtalte kort vintersolhvervets følelser.

– Hvad er det så for følelser, sommersolhvervet vækker i os? fortsatte han.

– I dag vender solen igen. Vi går mod korte dage og om en god måneds tid er de lyse nætters tid forbi, og mørket stiger bag de dybe vande, så egentlig skulle vi vel møde sommersolhvervet med et vist vemod. Men det gør vi jo ikke, for sommeren kalder på det at leve i nuet, at leve mens du lever, at være til stede og modtage al den yppighed, som sommeren giver os. Varmen, blomsterpragten, de lange dage og de lyse nætter. Der er nye kartofler og friske jordbær på bordet og grillkylling i haven. Hvorfor i alverden skal skulle vi ikke nyde tilværelsen og sommeren. Den er såmænd da kort nok på vore breddegrader, selv om vi i år allerede har oplevet den med den eksplosive kraft, som somre også kan have.

Men vi ved jo også godt, at der sker noget andet i naturen. Det bliver høstens tid. Blomstertiden har et formål. For, som det hedder i Septembers himmel er så blå:

At flyve som et forårsfrø

for sommerblomst at blive

er kun at blomstre for at dø

kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.

Du skal ikke flagre rundt og bare se pæn ud. Du kan ikke blive i nuet. Vi skal alle lære modenhedens milde magt. Og den opnår vi menneskelig set vel kun, når man engagerer sig, deltager og imødekommer livets krav om at være aktiv og leve med.

Årets gang og naturens rytme følger solen fra dens lavpunkt i december til dens højpunkt i juni og videre til næste gang, solen vender – og så fremdeles. Vi oplever i denne vekslen, hvordan alt levende er afhængigt af solen og forstår, hvorfor mennesker til alle tider har tilbedt solen, endda som en højste guddom.

Vi ser det i Stonehenge i England, i to mærkelige stensætninger i Tingskoven mellem Brovst og Fjerritslev, i broncealderens solvogn og i den oldægyptiske solhymne for 3300 år siden.

Taleren omtalte også digterne B. S. Ingemann og Grundtvig som har ladet sig inspirere af solnedgangen, og fortsatte: – Hvad enten vi deler disse paradisforestillinger eller ej, vil solen gå sin vante og ufølsomme gang. Den vil skabe liv og lys og dag, om morgenen sætte luft og bølge i brand, i glød, og når dagen ender, tække aftenhimlen med gyldne skjolde. Den vil varme mildt i vår, den vil brænde ubarmhjertigt og svide afgrøderne bort. Den vil skabe sult og sorg. Den vil give livsglæde og fornemmelse af at være i nuet, og den vil fylde vore solcelleanlæg med energi.

Og vi vil stadig samles her for at sige farvel til årets længste dag, og netop nu – i disse øjeblikke – er der mennesker på New Zealands østkyst, som står og ser solen stige af havets skød og oplever, som Ingemann så det,

solenglen svinger lysets flag,

vandrer til fjerne lande,

ham følger liv og lys og dag

bag nattens brusende vande.

Solen skaber fællesskaber, og mon ikke det mere eller mindre er en universel følelse, at den fylder os med håb om vækst og lysere dage, livsglæde og dermed også forventning om modenhed. Den modenhed, der skal få os til at være med og med et moderne udtryk sammen med andre få os til at fornemme, at vi kan gøre forskelle i hverdagen.

Glædeligt sommersolhverv.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close