Uffe Nielsen runder 60 år

0
Uffe Nielsen fyldte 60 år 1. januar, og det markeres med reception på Vendsyssel Teater 5. januar. PR-foto
Uffe Nielsen fyldte 60 år 1. januar og den runde dag markeres med reception på Vendsyssel Teater i Hjørring, fredag 5. januar mellem klokken 13 og 16.

Uffe Nielsen har med sin egen restaurant “Den Gamle Smedie” og senest med restauranten “HosUffe” på Vendsyssel Teater i høj grad været med til også at sætte Nordjylland på det gastronomiske landkort herhjemme.

Hertil kommer, at Uffe Nielsen siden 2010 har været formand for Det Danske Kokkelandshold. Han har været tilknyttet foreningen siden 2003/2004.

Uffe Nielsen har i sin egenskab som formand haft stor betydning for udviklingen af Kokkeforeningen og af Det Danske Kokkelandshold. Han har været med til at professionalisere Kokkeforeningen Danmark og Kokkelandsholdet, som i dag består af tre landshold, der har opnået store resultater i de internationale kokkekonkurrencer, senest med medaljer til de tre hold ved OL i 2016.

Skønt mange flotte mål er nået i de otte år Uffe Nielsen har siddet i formandsstolen for Kokkelandsholdet, har formanden stadigvæk masser af vidtrækkende visioner, mål og planer for både branchen, dansk gastronomi og for Kokkelandsholdet. Formand Uffe Nielsen løfter i en pressemeddelelse lidt af sløret for fremtiden:

– Det Danske Kokkelandshold står i dag stærkere end nogensinde før. Vi har takket være støtte fra både regeringen og vores mange sponsorer en god økonomi, hvilket er af afgørende betydning for den videre udvikling og succes for holdet. Vi har netop fået nye professionelle træningslokaler hos JØNI ved Odense, og har på alle tre hold teams af kompetente og dygtige kokke, hvilket giver os de bedste forudsætninger for at nå langt i de internationale konkurrencer. Jeg har sammen med ledelsen ambitionen om, at vi til det kommende VM i 2018 henter minimum tre placeringer hjem til Danmark, og der er uden tvivl basis og mulighed for verdensmesterskab for alle tre hold.

– Udover medaljemålene er det også mit mål at øge fokus på samarbejdet i branchen yderligere i de kommende år. Danmark er allerede kendt i hele verden for sit høje gastronomiske niveau, men hvis alle i branchen og erhvervet arbejder endnu mere sammen, kan vi uden tvivl nå langt længere. Derudover har vi en ambition om at fremme tjenerfaget betydeligt. Vi ønsker at få stoltheden i tjenerfaget tilbage og tage fat i nogle af de gamle dyder, som før kendetegnede den dygtige tjener. Det skal være med til at sikre, at flere unge mennesker fremover vil søge optagelse på vores erhvervsskoler og uddanne sig til tjenere eller kokke. Vi har på nuværende tidspunkt sat gang i et projekt på verdensplan om at få skabt Tjenerlandshold, som skal have deres debut ved OL i 2020. Et arbejde som kun er i sin startfase, men som jeg ser meget frem til at være med til at færdigudvikle i de kommende år, tilføjer Uffe Nielsen

Uffe Nielsen har ikke blot været formand for Det Danske Kokkelandshold siden 2010, han har ligeledes siddet som præsident for NKF, Nordisk Køkkenchef Forening, siden 2011 – han har netop overladt posten til Kristine Hartviksen fra Norge. Og han har været altafgørende for, at man i dag har et godt og velfungerende samarbejde mellem de nordiske foreninger. Hos College360ᵒ har Uffes engagement og virke også haft stor betydning. Arne Tang-Petersen, uddannelseschef hos College360ᵒ, fortæller:

– Uffes store interesse og passion for mad og gastronomi på faktisk alle niveauer, har betydet utroligt meget på uddannelsesområdet i Danmark. Han har været med til at sætte fokus på at udvikle uddannelserne og at gøre dem attraktive. Senest er han med til at rette fornyet fokus på servicefaget og er med til at skabe debat og omtale af vigtigheden i at udvikle denne del af branchen på lige fod med kokkeuddannelsen. Som han selv udtrykker det, så er det vigtigt, at vi fremover sætter fokus på totaloplevelsen for vores gæster dvs. både mad og service skal være med til at skabe den optimale restaurantoplevelse. Uffe har en stor aktie i arbejdet med at få integreret tjenerne som en del af Kokkelandsholdet og på sigt få skabt et tjenerlandshold. Uffe har et fantastisk talent til at få samlet folk om fælles projekter og ser altid helheden i de mange ting, som han sætter i søen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close