Vejby: Fyraftensgudstjeneste i kirken og efterfølgende spisning i gl. skole

0
Arkivfoto:
Der er fyraftensgudstjeneste i Vejby kirke og efterfølgende spisning i Vejby gamle Skole

Af overskriften fremgår det, at spisningen foregår i Vejby gamle Skole. Det er en programændring i.f.t. de trykte oplysninger i det lokale kirkeblad.

Vejby gamle Skole bruges til arrangementer i beboerforeningens regi samt af lokalhistorisk arkiv og spejderne, der tillige har hytter udenfor.

Foreningerne har en række faste aktiviteter, men nye kommer også til. Således forsøgte beboerforeningen sig i efteråret med et yoga-hold, som blev en stor succes. Det er derfor allerede besluttet at tilbyde yoga i efteråret 2018.

Efter nogle år uden dilettant lykkedes det at etablere et nyt stærkt hold, hvor Hanne Kristensen, Rakkeby, instruerede lokale aktører fra Vejby og omegn til at spille komedien “En rowle Stoj”.

Stykket er på klingende vendelbomål, og er derfor nok ikke noget, enhver “dosmerpaje” kan forstå (citat fra stykket).

Skolens 1. sal har i løbet af vinteren gennemgået en total renovering. 1. salen har – siden Vejby Idrætsforening ophørte efter mange gode og aktive år – stået stort set ubrugt.

Da der i efteråret 2017 viste sig et overskud på de vedligeholdelsesmidler, kommunen stiller til rådighed, blev det – også under indtryk af det øgede aktivitetsniveau – besluttet at påbegynde en renovering af 1. salen. Arbejdet blev noget mere omfattende end først forventet. Det viste sig bl.a., at der skulle foretages en næsten total genunderstrygning af skolens tegltag.

Den lokale webmaster Jørgen Jensen, Toftager, har stået i spidsen for at fremskaffe ekstra midler fra kommunen, så der bl.a. kunne købes byggematerialer.

Med en stor frivillig indsats er der gennemført en komplet renovering med fuldstændig isolering samt nyt loft og gulv.

De gamle loftsbjælker er blotlagt, hvilket giver et flot look til det nye lyse loft og de hvidmalede vægge.

Projektet har været ledet af pensioneret tømrer Henning Simonsen, Smidstrup, som virkelig har set mulighederne i rummet, og sammen med elektriker Søren Nielsen er der brugt masser af tid og kræfter på, at rummet nu fremtræder lyst og venligt.

Der mangler nu kun en varmepumpe til at sørge for varmen, men noget tyder på, at der også er fremskaffet de nødvendige midler til at få den købt og monteret, så der kan komme varme på inden fyringssæsonen starter til efteråret.

Folkene bag renoveringen, vil gerne vise det flotte resultat frem til alle interesserede.

Derfor flyttes den efterfølgende spisning efter fyraftensgudstjenesten d. 3. maj i Vejby kirke denne gang til Vejby gamle Skole, hvor der bliver mulighed for at se de nye lokaler. Gudstjenesten starter kl. 17.30. HJ

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close