LØKKEN: I 2020 runder Løkken Badehotel 125 år. Det blev også året, hvor der er taget hul på en gennemgribende renovering af både lejligheder og facaden.

I 2018 overtog en lokal gruppe investorer flertallet af andele i ejerforeningen. Det har skabt basis for en beslutning i bestyrelsen, om at gå i gang med en løbende renovering af de 29 ferielejligheder som udgør Løkken Badehotel i dag.

- Vi er startet her gennem vinteren med de første otte lejligheder. Det er seks i hovedbygningen og to i Kavalerfløjen. Efter sæsonen fortsætter vi med flere lejligheder, fortæller medinvestor og bestyrelsesmedlem Christian Hem.

- Og det er en virkelig gennemgribende renovering. Der er lagt nye trægulve, nyt køkken og bad og øvrigt inventar, så alt fremstår nyt og indbydende. Vi bestræber os på at bibeholde den traditionelle badehotelstemning med forkælelse og en ro, som vi synes passer til bygningens ydre, forklarer Christian Hem.

Inn-Decor fra Hjørring har stået for indretningen og de fine hvide køkkener og badeværelser i retro-stil er snedker-fremstillet på mål specielt til hver lejlighed. Hver lejlighed er renoveret for omkring 300.000 kr.

- Så nu har vi et produkt som er tidssvarende. Og vore gæster er glade og begejstrede.

- Vi havde heldigvis sparet lidt op, og har indtil videre kunnet holde budgettet indenfor driften, siger Christian Hem

Løkken Badehotel har 29 ferielejligheder, flere af dem med altan/terrasse/tagterrasse. Lejlighedernes størrelse varierer fra 34 til 88 kvm. Der er mellem 4 eller 6 sovepladser i hver lejlighed.

Sideløbende har facaden også fået den helt store tur. Revner i murværket viste sig at være værre en først antaget, så det blev nødvendigt med en forstærkning. Hele facaden pudset op med netfix og der er lave ny belysning.

Bygningerne stammer helt fra 1840 og var oprindelig en af Løkkens gamle skudehandler-gårde. I 1895 overdrog Asp Geertsen skødet til det nystartede ”Aktieselskabet Løkken Badehotel”, som drev det som traditionelt badehotel. Gennem årene har det haft flere ejere, men i 1985 blev det igen til et aktieselskab. Her fik det en omfattende restaurering og modernisering, og blev herefter solgt på time-share basis. I 1991 ændres denne ejerform til dele-ejerlejligheder.

Ud over almindelig vedligeholdelse, er der ikke foretaget forandringer siden hotellet i 1985 blev ændret til time-share. Dengang blev også Cafe Frandsen og Restaurant Løkken Badehotel oprettet som selvstændige virksomheder og adskilt fra selve hoteldriften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...