Børnene deltog i Brain Booster Camp med Dansk Skoleskak i Hjørring - dagen gav masser af motion til hjernen

HJØRRING: 31 børn fra Hjørring Kommune spillede tirsdag hjernerne skarpe inden skolestart.

De deltog nemlig i Brain Booster Camp med Dansk Skoleskak på Muldbjergskolen. Deltagerne grublede, flyttede brikker - og grublede - i hjernens motionscenter, men spillet blev dog afbrudt af en stribe pauser til leg og hygge i solen.

- Hvis man skal godt fra start, er det mega vigtigt at få sin brikker i spil så hurtigt som muligt - især de to løbere og de to springere, forklarede læringschef Mikkel Nørgaard fra Dansk Skoleskak.

Han underviste et af tre hold børn og unge på campen. Og eleverne sugede til sig af ny viden. De blev i den grad optaget og opslugt af de mange udfordringer til hjernen. Så meget, at der lød et ”øv allerede - der er for mange pauser”, da Mikkel efter godt en times undervisning og spil afbrød til fordel for et pusterum.

Motivationen og koncentrationen var i top.

Abe-hjernen ud af spillet

Børnene erfarede blandt andet, at det er et klogt træk at øve fokus og booste sin hjerne inden næste træk.

- Målet med campen er for nogle at møde nye venner og få et fællesskab. Men det er også at give børnene indblik i, hvordan deres hjerner fungerer - at få dem til at tænke over, hvordan de tænker. At få dem til at overveje, om man kan træffe bedre beslutninger ved at reflektere, inden man træffer beslutning, forklarer Mikkel Nørgaard.

- Skoleskak kan godt hjælpe os til at parkere ”abehjernen” og reflektere en lille smule over de valg, vi træffer. Vi træner problemløsning. Skoleskak er noget andet end skak. Skoleskak har ikke som mål at gøre eleverne bedre til skak eller fremme skakspillet. Her er skakspillet alene et redskab til at give dem et liv med mere uddannelse og mere læring, sagde Mikkel Nørgaard.

Fællesskaber styrkes

- Formålet med skoleskak er at skabe sociale, mentale og faglige fællesskaber - for alle. Også for dem der er på kanten. Noget af det allerstærkeste på campen er, at børnene her oplever et fællesskab, hvor de er fuldstændig ligestillede.

Mikkel Nørgaard fremhæver skolen i Hirtshals, hvor man har forankret skoleskak i skolens dna.

- Det er et mønstereksempel. Man uddanner lærere - især matematiklærere - og gør skoleskak til en del af skoleskemaet. På den måde opnår man gode effekter både på det sociale, faglige og mentale plan. Man opnår et stort udbytte for en ret lille investering, tilføjer Mikkel Nørgaard.

Skak i frikvarteret

En af deltagerne var 14-årige Marcus Mørkbak Højrup, der viste skarpt overblik, når han gik til brættet.

- Jeg spiller skak i skolen og med min familie, fortæller Marcus, der bor i Bagterp og går på Lundegårdsskolen.

- I min klasse spiller størstedelen skak - vi spiller tit i frikvartererne.

Marcus tog gode fif til spillet med sig hjem fra brainbooster-campen .

- Jeg kan blandt andet bruge C.U.R.T.-modellen - centrum, udvikling, rokade og tålmodighed, sagde Marcus med henvisning til en huskeliste, Mikkel Nørgaard forinden delte med holdet.

Marcus deltog i øvrigt i campen sammen med sin lillebror, Emil.

Udover frokost, diplom og booster t-shirt, fik deltagerne et officielt skakspil med hjem. Og hermed kan spillet og hjernemotionen fortsætte, når børnene kommer hjem. Desuden får alle deltagere adgang til at mødes online hver onsdag til undervisning, skakdyster og mere læring via Skoleskak.dk

Hjørring Kommune var i år med på sommerens Brain Booster turné, hvor Dansk Skoleskak også besøger Aalborg, Ballerup, Herlev, Horsens, Ikast-Brande og Odense.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...