Orkesteret arrangerer i samarbejde med Hjørring Musiske Skole en Folkemusikfestival

HJØRRING: Vrå Folkemusikorkester kan den 26. oktober 2019 fejre 40 års jubilæum.

I den forbindelse har orkesteret i samarbejde med Hjørring Musiske Skole besluttet, at holde en Folkemusikfestival på Hjørring Musiske Skole i Dronningsgade 12 i Hjørring.

- Vi har indbudt ca. 140 aktive spillemænd og dansere, hvoraf de ca. 60 er børn/unge, oplyser Lene Rasmussen.

De indbudte er fordelt på nu orkestre/dansegrupper.

- Vrå Folkemusikorkester har, som nævnt, eksisteret siden 1979, og enkelte af vores nuværende medlemmer har været med i både et, to eller tre årtier.

Vrå Folkemusikorkester spiller hovedsageligt dansk og nordisk folkemusik.

- Vi - Vrå Folkemusikorkester - spiller op til folkedans et par gange om året og spiller også gerne kirkekoncert - eller opføre vores koncert-foredrag ”Spillemænd i Vendsyssel og deres musik”.

Orkesteret har i alt 12 medlemmer. Musikernes kunstneriske leder Eirik Moland, der er født i Norge, har igennem sin tid i orkestret, arrangeret det meste af den musik de spiller, samt komponeret mere end 20 melodier – her til jubilæet har han komponeret et nyt musikstykke, som han har kaldt „Jubilåten!“.

- I forbindelse med etablering af arrangementet, har vi forsøgt at komme i kontakt med flere af orkestrets tidligere medlemmer – det er ikke helt lykkedes for os – hvorfor tidligere medlemmer, der ikke har hørt fra os, bedes kontakte Vrå Folkemusikorkester.

Der er gratis adgang til Folkemusikfestivalen i Hjørring, og den åbner klokken 11:30 og slutter kl. 18.

Gaver og donationer – helst i form af pengegaver – er meget velkommen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...