Klubben får et mobilt tennisgulv, der gør det muligt at spille tennis indendørs i vinterhalvåret.

VRÅ: Nordea-fonden har netop givet gode nyheder til 29 foreninger og organisationer i Region Nordjylland.

Blandt modtagerne er Vrå tennisklub, der får 50.000 kr. til et mobilt tennisgulv, der gør det muligt at spille tennis indendørs i vinterhalvåret.

- Tennis er normalvis en sæsonsport, så for at fastholde tennisspillerne i klubben henover vinteren, vil vi gerne tilbyde dem, at de kan komme ind og spille på den nye måtte, der er overfladebehandlet som en grusbane. Vi håber at flere får øjnene op for tennis som en helårsidræt fremfor kun som en halvårsidræt. Og så kan måtten også bruges ved dårligt vejr, siger Jan Bæk Ilsø, formand og sponsoransvarlig i Vrå tennisklub.

Støtten kommer også til at betyde noget for lokalmiljøet.

- Det nye mobile tennisgulv gør det muligt at lave større stævner i tennis og racketlon i samarbejde med naboklubben i Hirtshals, der også har en tennismåtte. I dag ligger tennisbanerne uden for idrætscentrets område, og der lægges et stort arbejde i at få os til hænge bedre sammen. Den nye tennismåtte vil understøtte mere samarbejde med idrætscentret. Hvis vi kommer ind og kan spille på måtten inde i hallen, så bliver vi meget mere synlige i lokalområdet, fortæller Jan Bæk Ilsø, formand og sponsoransvarlig i Vrå tennisklub.

Nordea-fonden støtter foreninger og organisationer til fællesskabsorienterede projekter og aktiviteter, som skaber gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Hvert år uddeler fonden 25 mio. kr. til over 1.300 foreninger.

- Nordea-fonden har et almennyttigt formål, og derfor er vigtigt for os at bakke op om initiativer, som styrker det lokale fællesskab. Vi håber, flere foreninger og andre non-profit organisationer har lyst til at søge vores lokalpulje, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Alle almennyttige foreninger og organisationer kan søge fonden om op til 100.000 kr. i støtte. Det typiske uddelingsbeløb er på 5.000-30.000 kr., der fx kan gå til foreningsaktiviteter, mindre events, udstyr til klubben eller lokale kulturarrangementer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...