Sommerstævne rundes af med koncert

VITTRUP: Hvor rigtig mange børn og unge bruger en uge i skolernes sommerferie på fodbold-, håndbold, spejderlejr eller måske et madlavningskursus, så er der en lille flok, der foretrækker at mødes med andre børn og unge for at få muligheden for at spille sammen i et klassisk orkester.

Således mødes cirka 70 unge musikere i Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester (NUS) igen til sommerstævne. Stævnet foregår på Vittrup Fri Fagskole, Børglum Klostervej 84, Løkken.

Stævnet afsluttes med en koncert onsdag 7. august kl. 16. Det er gratis og alle er meget velkomne.

På årets stævne er der – ud over orkestersammenspil - fokus på musikteori og komposition.

- Vi håber, at alle de unge mennesker på stævnet erhverver sig bedre teoretisk musikforståelse og får et højere bevidsthedsniveau om samspillet imellem musiker, dirigent og komponist, - og måske får vi sået et frø eller to til en kommende komponist karriere, siger Morten Lønborg Friis, der er en af arrangørerne af sommerstævnet.

- Han står for musikteori og hørelære sammen med dirigent Peter Ettrup Larsen, som ser komposition som en række klodser man kan sætte sammen på utallige måder: - Når man selv begynder at sidde og lege med det, så er det lidt som at bygge med LEGO. Så får man en hel masse klodser, man kan sætte sammen på mange, mange forskellige, spændende måder, og jeg glæder mig rigtig meget til det her, for det det handler om er jo, at vi skal lukke op for fantasien. Og vi håber vi kommer så langt at man rent faktisk på afslutningskoncerten vil kunne opleve nogle af de små kompositioner, der kommer ud af det.

Det er ottende gang der afholdes NUS sommerstævnefor de unge musikere, som til dagligt er tilknyttet en af de nordjyske musik- og kulturskoler.

- Fællesskabet er det bedste ved NUS, siger Noah og Lukas samstemmende.

Stævnet er deres mulighed for at mødes i et større orkester med børn og unge fra hele regionen. Sommer- og weekendstævner arrangeres af Kulturskoler i Nordjylland, som er et samarbejde mellem alle de nordjyske musik- og kulturskoler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...