Todages møde i Hjørring krydres med udflugter til bl.a. Hirtshals, Tversted, Tolne, Sdr. Rubjerg og Vrensted, som er eksempler på at ildsjæle skaber udvikling til tilbagegang i folketal

HJØRRING: 700 politikere, byplanlæggere og konsulenter fra hele landet mødes torsdag og fredag i Vendiahallen i Hjørring for at få ideer og inspiration til, hvordan de kan udvikle deres egne byer i fremtiden.

Hovedtemaet for byplanmødet er politisk lederskab i den forbindelse.

- Vi ser ofte at de kommuner, der er pressede, finder på nye og innovative løsninger som andre kan lade sig inspirere af. I Hjørring Kommune samarbejder man aktivt med lokalsamfundene både i byerne og på landet og tager udgangspunkt i lokale behov. Det er meget spændende at følge de løsninger, der kommer ud af det, siger direktør Ellen Højgaard Jensen fra Dansk Byplanlaboratorium.

Det får de mange deltagere i byplanmødet især mulighed for på dag nummer to under mødet i Hjørring.

Der er der arrangeret en række udflugter til forskellige steder og byer, hvor kommune i samarbejde med lokale ildsjæle har været eller er i gang med at udvikle et lokalområde trods befolkningstilbagegang.

I alt har de 700 politikere, byplanlæggere og konsulenter haft muligheden for at vælge en udflugt blandt 15 udvalgte busture, hvoraf enkelte dog er til nabokommuner.

En af busturene kører hovedsagligt langs Løkkensvej til Løkken, og undervejs stopper bussen disse steder:

•vejkantlandsbyen Sdr. Rubjerg, som oplever tilbagegang i indbyggertal og tomme huse. Landsbyen skrumpes langs hovedvejen og skal på sigt ’vendes om’, så den i stedet orienterer sig ud mod det omgivende landskab.

•landsbyen Vrensted, hvis folkeskole blev lukket i 2011. Nu tilpasses og renoveres de tomme skolebygninger til nye behov, som samlingspunkt for foreningsliv, forsamlingshus mm. og deltagerne får her fortællingen om Hjørring Kommunes indsats ’Samling og Sammenhold’.

•Børglum Kloster, egnens markante og mægtige vartegn, hvor først konger og senere munke og bisper siden 800-tallet har udøvet deres magt i Vendsyssel. Her spises der frokost.

•badebyen Løkken, hvor kommunen i et tæt samarbejde med byens borgere, erhvervs- og foreningsliv har arbejdet med en helhedsindsats, som skal bringe byens særlige identitet, potentialer og kvaliteter i spil. Her skal deltagerne få fornemmelsen af, hvordan den fokuserede områdefornyelse knytter mole, strand og by stærkere sammen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...