VRÅ: I lørdags var der ”Gå-med-i-Lunden-dag”, og tæt på 20 håndgangne mænd og kvinder kom topbevæbnede… for at tage livtag med de lidt for hurtigt voksende gevækster.

Efter kaffe og rundstykker var både blodsukker, humør og motivationen helt i top – og så gik det løs

Lene og Mads Thomsen kom med container – og ellers bestod den grønne brigades bevæbning af grensakse, håndsave, skovle, spader, motorsave, buskryddere – og så var der manden med leen - Lars Erik, og han kunne bruge den.

Det var især skråningerne ned mod Elbækken, der blev taget under kærlig behandling, men også området ved redskabshuset fik en ordentlig omgang.

Vrå Beboer- og Erhvervsforening var rigtig glade for dagen, og det fine fremmøde. Det var hyggeligt, og samtidigt blev virkelig gået til det grønne. Arbejdsdagen sluttede kl. 13, og her var Kaj Olsen fra VBE klar med velfortjente – og velstegte Lunden-grillpølser.

En super dag, sagde Finn, Ivan og Kaj samstemmende. Vi er både glade og taknemmelige, og vi vil gerne lave endnu en arbejdsdag engang i efteråret.

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...