Dog endnu uvist, hvornår udstillingen åbnes for publikum

BØRGLUM: Den 78-årige kunstner Per Arnoldis værker - både malerier, keramik og skulpturer - er nu klar til mødet med publikum på Børglum Kloster. Men på grund af corona-situationen er det endnu usikkert, hvornår publikum kommer ind. På Børglum Kloster tager man ingen chancer og venter på, at myndighederne løsner yderligere op for diverse restriktioner.

Der skulle dog nok være en chance for at komme til at se udstillingen på et tidspunkt. Den løber nemlig helt hen i september måned.

Per Arnoldi brød igennem som plakatkunstner i 1975 med design for DSB. Siden er fulgt en masser udsmykninger verden rundt - blandt andet Rigsdagen i Berlin og scenetæppet i Operaen.

”Fra Arnoldis atelier” er titlen på salgsudstillingen, hvor billederne prismæssigt ligger fra omkring 8000 kroner til 60.000 kroner - en enkelt af skulpturerne står dog i 100.000 kroner.

Der er også politiske statements på udstillingen: Arnoldis druknende ”matador”-huse er en del af en global warning/warming-kampagne.

Børglum Kloster glæder sig til, at publikum igen kan komme på besøg. I øjeblikket er seks medarbejdere sendt hjem på ordningen med løn-kompensation. Og mange selskaber, der havde planer om at besøge klosteret i løbet af sommeren i bus, har meldt afbud.

Anne Rottbøll håber, at en kombination af en gradvis genåbning af landet og mange danske turister til sommer, vil få en hel del til at besøge klostrets udstillinger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...