Juleboderne er indrettet i en gruppe ”Badehuse” på Torvet - de åbner 1. december og igen 14. og 15. december

LØKKEN: Der bliver helt sydlandsk Løkkenstemning op til julen i år. På Torvet i Løkken vil man kunne forsyne sig med lækre specialiteter i juleboder som er lavet som badehuse. Boderne vil være åbne søndag den 1. december og igen den 14. og 15. december kl. 12 - 17.

- Vi har stor tilknytning til de kære badehuse, fordi de er en fast del af Løkkens dna. Man har tidligere forsøgt at skabe den idylliske badeby-stemning på Torvet med at placere et badehus. Nu er der etableret en gruppe mindre ”badehuse” som skal fungere som boder ved forskellige lejligheder, blandt andet her til jul, fortæller turistbureauets leder Amalie Andersen.

- I et samarbejde med kulturjournalist Chris Kraft Christensen samt firmaet Text-huse ved Gro og Bjarke Nielsen har vi fået skabt seks formindskede versioner af badehusene. Disse badehuse har det formål at opbygge en badebys-atmosfære i Løkken ved forskellig begivenheder som for eks. marked eller festival.

Badehusene er fremstillet på Hjørring Produktionsskole i elementer, og en gruppe af frivillige bygger dem op på stedet, når de skal i brug.

Dette projekt er blevet stablet på benene meget hurtigt takket være en hurtig bevilling af midler fra Spar Nord Fonden.

De nye badehuse vil få deres premiere den 1. december, hvor Julemanden kommer og tænder juletræet på Torvet i Løkken.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...