LØKKEN:”Sidste dag i banken” ville være den oplagte overskrift for artiklen om kunderådgiver Hanne Fjeldgaards afskedsreception i Nordjyske Bank i Løkken, da afdelingen skal lukke den 30. april.

Men det var kun Hanne Fjeldgaard, som havde sidste dag fredag den 15. marts.

- Jeg er glad for at kunne sige, at min beslutning om at gå på efterløn var taget for lang tid siden, så den har intet med afdelingens lukning at gøre, understreger hun, og tilføjer, at hun håber, at kunderne fortsat vil bakke op om Nordjyske Bank, selv om det bliver i andre afdelinger.

Hanne Fjeldgaard, som bor i Vrensted, går på efterløn efter godt 33 års ansættelse først i Løkken Sparekasse og siden Nordjyske Bank.

- Og jeg er ikke bange for at komme til at kede mig. Jeg elsker både bøger og håndarbejde og glæder mig også til at se mere til børnebørnene. Desuden spiller vi golf, og senest er jeg blevet underviser i it i Vrensted Efterløns og Pensionistklub, slutter den nye efterlønner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...