Et besøg i Slotved Skov ved Sindal er bestemt et besøg værd, hvor der er både et rigt dyre- og planteliv samt ruter igennem skoven

SOMMER 2020: Slotved Skov med Danmarks næststørste statslige dyrehave er bestemt et besøg værd året rundt uanset vejr og vind.

Skoven er 204 hektar stor, hvoraf de 175 hektar er indhegnet til dyrehave. I dyrehaven er der en stor bestand af krondyr og dådyr, der stammer fra den oprindelige gamle danske race fra Jægersborg Dyrehave, der blev etableret af Kong Frederik den 3. i 1669.

Foruden kronvildt er der også et rigt varieret dyreliv med musvåge, natugle, ravn, skovskade, huldue, nattergal, grønspætte, stor flagspætte foruden de almindelige skovfugle som dompap, sangdrossel og ringdue samt pattedyr som ræv og grævling.

Størstedelen af Slotved Skov er udlagt som naturskov, hvor udgåede træer får lov at blive liggende. Ældre og gamle bøgebevoksninger, nogle af dem er mere end 200 år, dominerer i Slotved Skov. En bøgebevoksning på den gamle festplads i den østlige del samt et parti gamle bøgetræer i skovens vestlige kant blev fredet i 1943.

På grund af de store terrænforskelle rummer skoven mange forskellige biotoper som fugtige skovmoser med el og ask. Der er også planter som kambregne, firblad, alm. husløg, storfrugtet vandstjerne, skovpadderok, dunet steffensurt og knoldet brunrod.

Skovens mangfoldighed kan opleves ved at følge de to afmærkede vandreruter. En gul rute på seks kilometer der går skoven rundt og en grøn rute på 2,5 kilometer omkring kernen i skoven. Ruterne udgår fra Hovedparkeringspladsen og er tydeligt afmærket med hhv. gule og grønne pile.

På Hovedparkeringspladsen er der også offentligt toilet og informationstavler med oplysninger om skoven. Herfra går en handicapsti til Madpakkehytten ved Skoleskoven, hvor der er bålsted med grill og brænde til fri afbenyttelse. Fra parkeringspladsen er der ikke langt til en fin ugenert shelterplads med grillsted. Andre gode picnicsteder med bålsted, grill og brænde er ved Fredes Plads og Gl. Mødeplads, hvor der er borde og bænke.

Der er få og enkle regler, der skal overholdes ved besøg i Slotved Skov og Dyrehave af hensyn til dyrene og andre besøgende:

Tjek at lågerne lukker helt. Hold altid hunden i snor. Hold så vidt muligt mindst 50 meters afstand til dyrene. Nyd synet af dyrene, gå roligt og forudsigeligt på stierne. Dyrene må ikke fodres. Cykling henvises til de asfalterede veje og MTB-ruten vest for dyrehaven, der er planlagt indviet senere i år, samt stien nord om dyrehaven mellem Skovhusvej og Vejborgvej. Rid gerne langs med vandrestier, men ikke på dem. Rid ikke på fortidsminder og kulturspor. Adgang med hestevogn kan ske efter aftale med Naturstyrelsen.

Da Slotved skov ejes af staten, er der offentlig adgang overalt, og hele skoven kan anbefales til en vandretur i et landskab med dybe slugter, oldtidsspor, hulveje og med høje punkter op til 50 meter.

Skoven har tidligere tilhørt herregården Baggesvogn. Den nærliggende gård, Slotved, var på det tidspunkt fattiggård for Baggesvogn. Senere overtog Astrup og Sindal kommuner skoven som i dag ejes af Naturstyrelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...