Den grønne park er et besøg værd og kan kombineres med en shoppetur og et besøg på et af byens mange spisesteder

HJØRRING: Svanelunden i Hjørring er en bypark syd lige for banegården, hvor man kan fodre ænderne, nyde synet af det flotte springvand, lade børnene lege eller blot slappe af på en af bænkene, der er opstillet langs søerne.

Svanelunden er et af Hjørrings største parkanlæg, der blev anlagt i 1878 på initiativ af Jørgen H. Nielsen. Svanelunden har siden sin opførelse været et yndet udflugtsted for både børn og voksne. I gammel tid var der opført et traktørsted i parken, og nu (2010) ligger der en restaurant på stedet.

Der blev fra starten udsat et svanepar i dammen, hvilket gav anledning til, at anlægget herefter blev kaldt ”Svanelunden”, et navn der blev officielt i 1888. Samme år blev det besluttet at udvide anlægget og at opføre en pavillon på stedet. 1927 blev der gravet endnu en dam, hvori der senere blev etableret et springvand.

I parken ligger også en friluftscene, der bliver benyttet ved særlige lejligheder; blandt andet ved det årlige Sankt Hans arrangement, med bål på søen.

Restaurant Svanelunden tilbyder i øjeblikket dagens menu som Take Away på udvalgte dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...