Murmaleriet i Løkken fik bevingede ord med på vejen ved indvielsen forleden

LØKKEN: Ved fernisering på vægmaleriet på den gamle mur på Jens Bangs Sti i Løkken talte blandt andre formanden for Kulturhus Løkken Jonna Liv Jensen.

- Ideen kom nok en dag, hvor jeg gik igennem dette gamle stræde og tænkte: der kan da vist godt blive lidt mindre rustikt her. Og noget helt andet er det, vi kalder tilfælde - eller held - vedholdenhed - en samtale der udmøntede sig således, at den mur måtte vi da godt lege med.

Eric Hoffer får således ret i hans citat ”Kreativitet er utilfredshed/frustration oversat til kunst”.

Jonna Liv Jensen fortalte videre om, hvordan der blev arbejdet med ideer og talt med en masse mennesker, hvilket endte op med at kunstneren Lise Vestergaard nu kunne lægge sidste hånd på maleriet.

- Hvordan kan vi fejre det bedre end at døbe stedet her ”Blown away ” eller på løkkensk ”blæstvæk”og ønske Løkken tillykke! Skulle Løkken blæse væk pga klimaet, så har vi her en visuel markering af, hvad der var så dejligt ved Løkken.

Formanden takkede alle der har været med fra opstart af tanker om kunstfestival som vægmaleriet er en udløber af.

- En kæmpe tak til Hjørring Kommunes Kunstudvalg der som de første gav tilsagn om deres tro på Løkken bymur som et godt initiativ i denne gamle badeby. En ligeså stor tak skal også lyde til de sponsorer som nu ejer en bid af dette kunstværk her midt i Løkken by! Der kommer en plade på med navne.

Byrådsmedlem Børge Bech talte på vegne af Hjørring Kommunes Kunstudvalg, som han er medlem af. Udvalgets budget er på 100.000 kr. og man valgte at støtte kunstværket med 50.000 kr.

- Det er det første gang i mange år, at et kunstværk i Løkken har fået støtte, så jeg er stolt over det. Jeg håber mange vil glæde sig over det, og vi skal alle sammen være med til at passe på det, sagde han og takkede for initiativet.

Kunstneren Lise Vestergaard, som har lavet maleriet, forklarede symbolikken i billedet med bogstavet L for Løkken, Livet på vand/strand, Lyset, Legen og Lykken, før hun med et glas champagne døbte værket ”Blown Away”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...