LØKKEN: ”At leve er ikke nok, solskin, frihed og en lille blomst må man ha´.” Citatet af H.C. Andersen vil denne sommer danne baggrund for en blomstrende udstilling på Galleri Munken: ”Power of Flower”.

Galleri Munken, Munkensvej 11, Ingstrup holder fernisering på udstillingen lørdag den 30. maj kl. 14.00 og alle er velkomne. På Galleriet tager man naturligvis højde for de af sundhedsmyndighederne gældende retningslinjer.

Udstillingens kunstnere kommer med egne bud på tolkninger af blomsternes vidunderlige univers - fra det abstrakte over det figurative til det nærmest fotografiske.

Oplev blomstrende værker af Tove Holm-Petersen, Lis Tulstrup, Joan Riis, Tove Nyberg og Signe Kirkelund Hansen. Du kan læse meget mere om kunstnerne på galleriets hjemmeside www.gallerimunken.dk.

På sommerudstillingen vil du også finde værker af Tanja Kaleovski, som hele sit liv har beskæftiget sig med dekorationsmaleri Fineart. En type maleri, kendt siden antikken, hvor man skildrer objekter så realistisk, at de ser ud, som om de er virkelige, det klassiske trompe l´oeil-maleri, hvor vores vante forestillingsverden brydes ned.

Endelig kan man få et indblik i Gulli Arason’s magiske univers. Gulli er fra Island og oprindeligt forfatter, men hans interesse for bøger og skrivning førte til personlig søgen efter at skabe elverbøger. Dette er miniature-kunstværker og -installationer, der har vundet stor opmærksomhed. Der hænger Elver-bogværker på vægge overalt i verden, og siden 2013 er disse blevet genstand for mere end tredive udstillinger.

Sædvanen tro vil der også være spændende nyheder fra galleriets faste udstillere: Mogens Nielsen, Paul M. Cederdorff, Joseph Salamon, Artigasplanas, Hanne Sie, Judith Kok og Lis Amstrup.

Udstillingen kan ses frem til den 23. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...