Bag for en Sag er blevet holdt siden 2005, og i år er Børnehuset Regnbuen blandt deltagerne. Modelfoto

Børnehuset Regnbuen i Hundelev deltager i Bag for en Sag 2018

LØKKEN: Torsdag d. 11. oktober går det løs, når børn og unge fra Løkken området trækker i forklæderne og deltager i Bag for en Sag 2018. Salget af bagværket går til BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Oktober måned bliver atter fyldt med velduftende bagværk, når knap 80.000 børn og unge over hele landet kaster sig ud i diverse bageprojekter til fordel for BørneTelefonen. Der vil blive pisket, bagt og dekoreret efter alle bagekunstens regler, når Bag for en Sag endnu en gang løber af stablen.

Børnehuset Regnbuen, Hundelev vil igen i år deltage i Bag for en Sag.

- Alle vores børn skal være med til at bage og være en del af arrangementet. Derfor har vi valgt at aldersinddele, hvor de helt små bager pebernødder, og de lidt ældre børn bager og pynter muffins. På den måde kan vi tale med børnene om, at de hver især har bagt for den gode sag. Vi sælger til forældre og bedsteforældre den 11.oktober, fortæller Line Christiansen, pædagog i Børnehuset Regnbuen, der tilføjer:

- Vi synes, at vi støtter et godt formål, og så er Bag for en Sag et projekt, som vi har stor forældreopbakning til, og som børnene også er meget engageret omkring.

Dermed er børn fra Løkken med til at sørge for, at endnu flere børn og unge i Danmark kan få rådgivning på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Bag for en Sag er en årlig tilbagevendende begivenhed, der er blevet afholdt siden 2005, som giver mulighed for at have det sjovt med at bage, tale om de problemer, der kan fylde hos børn - og hjælpe.

- Vi er rigtig glade for, at så mange børn i hele landet bakker op om Bag for en Sag, og hjælper os med at sørge for, at endnu flere børn har mindst én voksen, der lytter og hjælper. BørneTelefonens frivillige rådgivere er der for børn og unge, når livet slår knuder, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

BørneTelefonen havde sidste år 50.000 samtaler med børn og unge om alt fra kærlighed og uvenskab til mobning, forældrenes skilsmisse og overgreb.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...