Borgmester Arne Boelt glæder sig over travlhed hos kommunens udlejningsbureauer

HJØRRING: Lørdagens mange feriehusgæster blev ikke alene mødt af et imødekommende Sol og Strand-personale, da de kom ind på bureauet for at hente deres nøgle til sommerhuset. Borgmesteren i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S) var også mødt op for at byde dem velkommen til kommunen.

Det var Feriehusudlejernes Brancheforening, der havde arrangeret, at borgmestre, viceborgmestre og udvalgsformænd i 27 danske sommerhuskommuner mødte op og bød feriehusgæster velkommen. I Løkken var hovedparten af dagens omkring 230 indflytninger tyske, og derfor flød det med gloser som ”Wilkommen”, ”Schönen Urlaub” og ”Tschüss”. Arne Boelt kunne fornøjet se til og konstatere, at turistsæsonen 2020 ikke er så ringe endda på trods af, at forårsmånederne bød på lukkede grænser og deraf manglede gæster fra primært Tyskland.

- Det bliver en september bedre end vi nogensinde tidligere har oplevet, konstaterede Arne Boelt.

Skrækscenariet stod ellers lysende klart, da de danske grænser blev lukket 13. marts og branchen mistede 3,4 millioner udenlandske overnatninger i danske feriehuse i det første halvår af 2020. Glædeligvis er en del af disse hentet hjem igen, og Sol og Strand Løkken kan se tilbage på en sommer med en markant vækst i antallet af danske bookinger – her er der tale om en stigning på hele 153 procent fra 2019 til 2020.

- Vi har i perioden fra uge 27-33, som vi betegner som højsæson, haft 2068 danske bookinger i år i forhold til 819 bookinger sidste år, siger bureauchef Gabriele Greiner, der glæder sig over den massive opbakning fra danske gæster.

- Vi mistede mange udenlandske bookinger i foråret - takket være de danske gæster formår vi at hente en stor del af det tabte ind. Endvidere kan vi konstatere, at vi har rigtig mange udenlandske gæster – særligt tyske - i både september og oktober, da de fik rykket deres ferie fra foråret til efteråret, siger Gabriele Greiner.

Arne Boelt (S), der inden besøget hos Sol og Strand i Løkken, havde besøgt bureauer i Tversted og Hirtshals, konstaterede lunt, at der er meget trafik på de vendsysselske veje, men det er kun godt. For turismen har stor betydning for Hjørring Kommune.

- En ting er, at det er godt for Sol og Strand og for sommerhusejerne men lige så vigtigt er det, at det er godt for det erhverv, der er lige her uden for i gaderne, siger Arne Boelt.

Det er anden gang, at Feriehusudlejernes Brancheforening inviterer borgmestrene til at tage del i velkomsten af feriegæsterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...