De indefrosne Feriepengene ramte i weekenden lønmodtagernes bankkonti. Og Hjørrings borgmester tøver ikke, når han bliver spurgt, hvad han håber der sker med pengene: - Jeg håber folk vil sætte dankortet i sving.

Arne Boelt konstaterer, at borgerne tilsyneladende er enige.

- Jeg kørte gennem Hjørring både lørdag og søndag, og jeg skal love for, at folk havde fundet både til det nyåbnede Biltema og byggemarkederne.

- Der var virkelig mange i byen - så jeg håber, folk sætter dankortet i sving og bruge nogle af penge - også på tøj og sko til sig selv.

- Og så håber jeg bestemt også, at folk går ud og spiser sammen. Så må vi alle sammen gøre alt for, at det kan ske under betryggende forhold.

Handel lokalt

Ikke alle hæver pengene, og andre vil spare op til en ferie eller en konfirmation. Og Arne Boelt respekterer selvfølgelig alle valg.

- Men når man bruger pengene, vil jeg opfordre til, at man handler lokalt.

Arne Boelt tilføjer, at butikkerne i både Hjørring, Hirtshals og Løkken har været rigtig gode til at tænke i nye tiltag og gøre indkøbsturen sikker for kunderne.

- Butikkerne har også været rigtig gode til at tage nye tiltag i brug - ikke mindst at være aktive på nettet. Det har nok også været med til at skaffe dem nye kunder. Noget af det vi kan i vores lokalsamfund, er at bakke op om de lokale butikker samtidig med, at vi passer på hinanden.

Arne Boelt understreger, at borgerne i Tårs og Sindal også er gode til at bakke op om lokalområdernes mindre butikker.

Spis tidligt eller sent

Borgmesteren benytter lejligheden til at slå et ekstra slag for kommunens mange restauranter, der på grund af corona-reglerne har færre pladsen og skal lukke klokken 22. Han mener nemlig, at vi som gæster kan sikre restauranterne bedre vilkår ved enten at spise tidligt eller sent.

- Jeg vil da gerne opfordre til, at man for eksempel går ud og spiser allerede klokken 17 eller 17. 30, så bordet bliver ledigt til et nyt hold gæster klokken 19.30 eller 20, siger Arne Boelt, der i øvrigt selv har praktiseret tidligt restaurantbesøg, og som han siger, nåede hjem til tv-avisen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...