Fest med manér i anledning af 50 årsdagen for starten på børn i Vrå fik deres egen jordlod at muntre sig på

VRÅ: Børnenes Jords fødselsdag er nu for længst pakket sammen og de mange frivillige er efterhånden ved at være udhvilede. Det blev et brag af en fest og det var også meningen - når nu barnet blev 50.

Dagen igennem kom der rigtig mange besøgende og de få byger der kom, var meget korte og det lykkedes dem ikke at stoppe festen. Og den legendariske tombola, der havde mødt megen gevinst- imødekommenhed hos de lokale, kunne melde udsolgt 2 - 3 timer før man plejer.

Talerne, dansen, vaflerne, forlystelserne, musikken, fyrværkeriet, tombolaen osv.; alt klappede som det skulle. Bestyrelsen havde lagt sig i selen og lavet et grundigt forarbejde.

Og hvorfor var det så lige at Børnenes Jord besluttede at holde en fest af den kaliber, hvor alle forlystelser var gratis? Var det "kun" på grund af 50-årsdagen?

Nej...her er forklaringen. Børnenes Jord i Vrå modtog i 2016 en gave på ikke mindre end kr. 50.000,- fra en af byens borgere. Vedkommende ønskede ikke at der skulle laves stor ståhej omkring det. Men Børnenes Jord folkene ved de godt hvem giveren er, og det vil de sent glemme.

Derfor blev det en fantastisk 50 års fødselsdag med gratis forlystelser og arrangementer dagen igennem - sluttende med sminkning, diskotek, rockmusik og et brag af et fyrværkeri - det flotteste, der nogensinde er set i Vrå og omegn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...