LØKKEN: Først var der to Step In butikker i Løkken. I vinter blev det til en, da man lukkede Step In i Søndergade 18. Og nu er der igen to.

Butiksindehaverne Mette og Søren Villadsen har åbnet Step In Junior i Nørregade 2, kun få skridt fra interiørbutikken Step In på Torvet 6.

- Vi ville så gerne have en butik til børnetøj, men vi blev hurtigt klar over, at der ikke var plads nok i vores butik i Jens Bangs Hus på Torvet, selv om vi snart nedlægger Spillebulen, og inddrager den til interiør også, fortæller Mette Villadsen.

- Så da der blev et dejligt nyrenoveret lokale på 170 kvm. i Nørregade 2, så vi den helt rigtige mulighed for at få vores juniorbutik, tilføjer hun, mens hun sammen med personalet har travlt med at få de sidste varer på hylderne.

- Vi ser helt klart et behov. Vi havde også børnetøj i Søndergade og har mange lokale kunder. Der er også mange børnefamilier blandt turisterne, som benytter ferien til en shoppetur.

Step In Junior har børnetøj fra 0-16 år samt lidt interiør til børneværelset. I lighed med interiørbutikken er der åbent hver dag året rundt.

- Vi håber med vores eksempel, at endnu flere butikker i Løkken vil være med til at holde åbent hver dag, så der er noget for gæsterne at komme efter uanset årstiden, påpeger Mette Villadsen.

Mette og Søren Villadsen startede i Løkken for 15 år siden i en lille butik på hjørnet af Nørregade og Vendelbogade. Senere kom butikkerne på Søndergade og Torvet til og nu Nørregade 2.

Foruden de to butikker i Løkken driver de to tilsvarende butikker i Blokhus. De beskæftiger 22 medarbejdere heraf 6 fuldtidsansatte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...