Overnatningsstedet i Børglum har godt gang i 12. sæson med samme ejer

BØRGLUM: Overnatningsstedet Caféhaven ved Børglum er omgivet af en utrolig skøn have og masser af dejlig natur. Året rundt er der dejlig læ og hyggepladser til ophold i den flotte blomstrende have i flere afdelinger.

- Selv i regnvejr kan havens farver, dufte og fuglesang nydes i vores pavilloner, understreger indehaveren Anette Drivsholm.

Foruden blomsterpragten spores også ejerens kreative evner med masser af flotte og dekorative installationer i jern og keramik.

Cafehaven drives nu på 12. sæson af Anette Drivsholm. De 6 lejligheder og to værelser er nye. Lejlighederne har terrasser lige ud til haven, men Caféhaven har også bålplads og en stor fælles terrasse.

Lejlighederne er indrettet i de tidligere landbrugsbygninger, og ejendommen drives nu udelukkende med planteavl, og der er ingen dyr.

- Vore gæster er det voksne publikum, der nyder atmosfæren i haven i rolige omgivelser, måske efter byturen. Det er ofte vandrere eller cyklister. Også veteranbilejere sætter pris på at komme her, da vi kan tilbyde sikker parkering. Vi har derfor mange trofaste gæster der kommer igen flere gange, fortæller Anette Drivsholm.

I Cafehaven bliver der også lagt vægt på kunst. Kunstneren Poul Spangsgaards farvestrålende New Yorker-billeder lyser op på væggene. Indehaverens egne malerier med landlige motiver hænger i morgenmadslokalet.

Caféhaven har en god beliggenhed. Det er tæt ved Børglum Kloster og Den Gamle Smedje, Der er kun få kilometer fra Børglum til turistbyen Løkken med restauranter, strand og hav og en smuk solnedgang.

- Caféhaven er et godt valg for dem, der holder af fred og ro. Vi tager det afslappet, og ting tager den tid, de tager, slutter Anette Drivsholm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...