POULSTRUP: Tirsdag d. 9. april slår Cirkus Mascot deres store cirkustelt op på sportspladsen ved hallen i Poulstrup.

Det er Støtteforeningen for Poulstrup Friskole og Børnehus, der har lavet aftale med Cirkus Mascot, som er på landevejene for 25. sæson i træk.

I denne jubilæumssæson byder Cirkus Mascot på optrædendr af sjove puddelhunde, dejlige ponyheste, sprælske geder og søde grise, og blandt disse kan opleves tv-stjerner som puddelhunden ”Guld-Bobby” og grisen ”Yrsa”, der begge deltog i Danmark har talent på TV2. Udover de sjove og underholdende dyr, deltager også spændende cirkusartister, som Tatyana ”Luftens heltinde”, som udfører et nervepirrende show oppe under cirkusteltets top. I savsmuldet i manegen kan man desuden opleve Tatyanas søn Husik, der optræder med et forrygende hula-hop show og et helt nyt jongleringsnummer. Intet cirkus uden klovn, og derfor har Cirkus Mascot naturligvis sin egen klovn Gulio med, som altid er fuld af spas. Cirkus Mascot garanterer, at der bliver cirkus-hygge for hele familien, når forestillingen i Poulstrup går i gang tirsdag d. 9. april kl. 16.

Billetter kan købes ved henvendelse til Line Thomsen på lth@poulstrupfri.net.

Billetter kan afhentes hos Line Thomsen på Hovedgaden 77 eller på skolens kontor på Poulstrup Skolevej 3 i Poulstrup. Derudover er der billetsalg i hallens cafeteria mandage den 18. marts, den 25. marts og den 1. april, mellem kl. 18-19.

Se evt. mere om Cirkus Mascot på www.cirkus-mascot.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...