SuperBrugsens slagtermester og hans team er klar med tonsvis af medister

LØKKEN: Når SuperBrugsen Løkken søndag den 1. december afholder deres årlige medisterfest, er det 33. gang den bliver afholdt. Sidste år kom salget op på 7.4 ton.

Det har igennem årene udviklet sig til at være et større tilløbsstykke, når slagtermester Jacob Carlsen og hans medarbejdere laver den populære julemedister den første søndag i december.

- Vi har kunder fra det meste af Vendsyssel denne dag, der vælger at kører til Løkken for at være med, og så har vi vel ramt det meget godt, lyder det fra slagtermester Jacob Carlsen.

Slagtermesteren og medarbejderne møder ind til midnat for at starte produktionen, så der allerede er ca. 4 ton medister færdigproduceret når butikken åbner klokken 10.

- Og der er altid sommerfugle i maven, når klokken nærmer sig 10, om vi er godt med til de mange kunder, der står klar ved indgangen, – mange kommer en hel time før for at sikre sig de gode tilbud, siger uddeler Mogens Knudsen.

Det er nu 14. gang Jacob Carlsen er styrmand på ”Danmarks nok største medisteraktivitet”, og når vi kigger tilbage på udviklingen, er der sket meget på salget af den populære julemedister.

- Det første år solgte jeg ca.1.5 ton hjemmelavet julemedister, og sidste år kom vi på ca. 7.4 ton. Og prisen har vi fastholdt alle årene til kun 9,95 pr. halve kilo. Det bliver en dyr omgang i år, da svinekødspriserne er steget markant det sidste års tid, siger slagtermesteren.

Han kan huske tilbage på sin læretid i Brugsen, men det var noget anderledes, hvor han næsten kunne klare det ene mand.

- I år er der otte mand klar til den store produktion, og der er vigtigt, at opskriften bliver fulgt nøje, så kvaliteten er i top.

- Medisterfest er blevet en juleaktivitet, som man efterhånden ser flere steder hos både kollegaer og konkurrenter i andre dagligvarekæder. Og det er jo lidt sjovt at se, den gamle medistertradition, som startede i Løkken, har bredt sig til både nær og fjern, udtaler slagtermesteren.

Og hvad er hemmeligheden bag den hjemmelavede medister – ja den ligger hos slagtermesteren.

- Vi kører også en konkurrence, hvor man kan vinde en julefrokost til 10 personer, hvis man kan gætte hvor mange kg/ ton der bliver solgt af den hjemmelavede medisterpølse.

Der er lavet et underholdningsprogram til søndag 1. december, hvor der vil være gang i festen fra kl. 10. East Harbour Jazzband skyder festen i gang som de plejer med nedtælling fra kl.09.59.45. De spiller dejlig morgenmusik til at krydre den gode julestemning.

Dagen byder også på en gratis mini julestjerne til de første 100 kunder, og i løbet af dagen vil der derudover være gratis bilvask og billige hotdogs foran butikken.

SuperBrugsen Løkken har igen i år fået lavet deres helt egen ”Medisterbajer ”, udviklet i tæt samarbejde med Løkken Bryghus og brygmester Kent Boalth. Den kan smages i butikken fra kl.11. Derudover kommer julemanden forbi kl. 12 med godter til børnene.

- Og vi får igen i år hjælp fra GVL Løkken, der hjælper kunderne med at få pakket varerne i vognen. Så der er lagt op til endnu en fantastisk medisterfest, udtaler Mogens Knudsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...