Flere virksomheder går sammen om at forny den gamle garage

LØKKEN: Forretningerne North Shore Surf, Hotel Løkken Strand og Huset Havs i Løkken har længe været i bekneb for lagerplads.

Det problem har de nu løst ved i fællesskab ved at købe den gamle busgarage, der ligger mellem Løkken Station og p-pladsen Remisen på Harald Fischersvej.

Dette kan blive begyndelsen på et nyt erhvervscenter i Løkken.

Grunden er på ca. 1700 kvm., og bygningen er 267 kvm. Samtidig har den en god beliggenhed trafikalt og ligger som nærmeste nabo til den gamle station, som netop er blevet købt af Bolcheriet Løkken.

- Vi har nu været i gang med North Shore Surf siden 2015, og vi har hele tiden manglet plads til lager og opbevaring af vores grej. Vi har containere stående på fiskernes område, og de har udvist stor forståelse for os, men det holder ikke. Noget måtte der ske, siger Kasper Brix, som sammen med sin kone, grafiker Bella Maass, og bror Jonas Brix netop har modtaget Erhverv Hjørrings Iværksætterpris.

- Vi har mange planer for området, fortæller de nybagte ejere Bella Maass, Kasper og Jonas Brix sammen med Jette Nielsen og Christian Middelbo fra Hotel Løkken Strand.

Først og fremmest skal huset have en renovering.

På sigt håber de nye ejere at skabe et industrielt bycenter med blandt andet kontorfællesskaber, som Bella Maass skal stå for. Herfra kan hun drive sin grafiske virksomhed og give plads til 4-5 andre virksomheder. Der er også mulighed for at facilitere en rigtig surferklub, og på den store grund kan der måske etableres en skaterbane.

- Vi glæder os til at udforske mulighederne for nye udfoldelser og få skabt noget liv i området, lyder det fra de unge iværksættere, som har købt grunden og bygningen af et ejendomsselskab.

Købsprisen er 1,2 millioner kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...