Kasper Anker Hansen tager over efter Jan Poulsen

HUNDELEV: Så er der en ny mand ved roret i Dagli’Brugsen i Hundelev. Uddeler Kasper Anker Hansen har afløst legendariske Jan Poulsen efter hans over 35 år i butikken.

- Det er en stor og spændende udfordring. Som ny er det virkelig dejligt at mærke den lokale opbakning, og at de faste kunder kommer og hilser, siger den nye uddeler, efter at han har overstået de allerførste dage i butikken.

Kasper Anker Hansen bor i Hjørring. Han er udlært i det tidligere Venkøb i Hjørring, og han har 18 års erfaring i dagligvarebranchen.

- Jeg elsker mit arbejde, og jeg ved godt, at det ikke er et 37 timers job men en livsstil.

- Det er jo en butik i god gænge som gerne skal fortsætte. Der kommer dog også nogle nye tiltag og moderniseringer. For eksempel laver vi ”Ja tak” tilbud på Facebook for at lave lidt mersalg. Vi skal også have implementeret Coops nye betalingsapp, så der er nok at se til og sætte sig ind i, fortæller Kasper Anker Hansen.

Uddeleren glæder sig over at være en del af en by og egn i udvikling.

- Der er på det seneste bygget flere huse i Hundelev, og der udstykkes yderligere byggegrunde, forklarer han og tilføjer, at Dagli’Brugsen Hundelev naturligvis fortsætter de mange lokale sammenkomster og sponsorater som der er tradition for.

I august vil der blive holdt en dag med pølser på grillen og ekstra gode tilbud, hvor Kasper Anker Knudsen og hans personale glæder sig til at hilse på, og vise kunderne en opfrisket Dagli’Brugsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...