LØKKEN: Direktør, brygmester samt anpartshaver Niels Thomsen fratræder sin stilling på Løkken Bryghus den 31. august. Hustruen Ingrid Møller Jensen fratræder ligeledes sin bestyrelsespost og parret har solgt deres anparter til de øvrige anpartshavere.

Niels Thomsen skal tiltræde en stilling som brygmester på Randers & Raasted Bryghus.

Niels Thomsen har været brygmester i 11 år. I 2011 overgik det daværende aktieselskab til Løkken Bryghus ApS, hvor Niels Thomsen fortsatte som brygmester, direktør og medejer.

Fra at brygge ca. 30.000 liter øl i 2008 er Løkken Bryghus i 2019 godt på vej til at opfylde en målsætning på 80.000 liter som sælges i butikker fra Skagen til København.

- Løkken Bryghus bliver lagt mærke til rundt om, og jeg føler, at jeg afleverer en virksomhed i god fremdrift, siger Niels Thomsen.

- Randers & Raasted Bryghus er også et lille bryghus, men dog med en kapacitet på 400.000 liter øl årligt. Der laves flere typer øl, også nogle mere specialiserede som jeg glæder mig til at fordybe mig i. Jeg får mulighed for at være med i nogle nye spændende ting inden for ølverdenen, siger Niels Thomsen om sit nye job, og tilføjer, at han også ser frem til at slippe for det administrative arbejde.

Formand og medejer af Løkken Bryghus ApS Allan Engedal fra Ikast fastslår, at Niels Thomsen har en kæmpe andel i den udvikling som Løkken Bryghus har gennemgået siden opstarten:

- Vi skylder ham en stor tak for indsatsen, og det store arbejde der er lagt i projektet. Løkken Bryghus er i en god gænge og klar til en spændende fremtid.

Kent Bastian Boalth bliver ny brygmester. Han har siden januar været ansat som brygger og eventansvarlig, oplyser formanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...