70 elever og Drumline fra Hjørring Musikskole opførte stumpshow

SKALLERUP: Det var ikke en helt almindelig skoledag søndag da 46 elever fra Friskolen Skallerups mellemtrin deltog i den officielle indvielse af Hjørring Stadion.

- Efter invitation fra kulturkonsulent Leif Lund Jakobsen deltog elever og lærere fra Friskolen Skallerup og Lørslev Friskole i en workshop.

- Linette Riber stod for undervisningen af et stomp-show med i alt 70 elever fra de to friskoler samt Drumline fra Hjørring Musikskole, fortæller skoleleder Bodil Møller Jensen fra Friskolen Skallerup.

Efter workshoppen for ti dage siden stod den på øvetimer hjemme på skolerne, så alle kunne deres kram. Søndagsskoledagen startede kl. 15 på Muldbjergskolen, hvor alle skulle spille sammen og høre det endelige resultat af 9 dages flittig øvning. Derefter gik turen til Stadion, hvor lyden og placeringen på grønsværen skulle testes. Så blev madpakkerne nydt på de tomme tilskuerpladser på det store, nye stadion, inden alle tilskuerne mødte op.

- Det var al umagen værd, for der var fribilletter til alle elever, deres familier og lærere.

Alle mødte talstærkt op med god opbakning fra familierne, så eleverne var med til at se 1. halvleg, inden de med sommerfugle i maven kunne træde ud på grønsværen udstyret med sorte plastikspande og trommestikker.

- Hele showet varede ca. 5 minutter. Det blev vist i pausen mellem 1. og 2. halvleg. Vendsyssel FF spillede mod Hvidovre og vandt 1-0, så det blev hele vejen rundt en rigtig god oplevelse - én af dem, man helt sikkert vil huske, slutter Bodil Møller Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...