På Skolernes Motionsdag lige før efterårsferien mødte 6. klasse fra Løkken skole op hos Outnature.dk på Sdr. Strandvej 6 i Løkken.

Her blev de introduceret til dagens store skattejagt. Der blev indledt med iklædning af rigtige klatre/sikkerhedshjelme, lys og andet udstyr, inden de gik til stranden ved bunkersbatteriet fra Anden Verdenskrig. Det blev hermed også en tur tilbage i historien om Atlantvolden.

På en skattejagt ved og i bunkerne viste eleverne, at de er i stand til at samarbejde.

Samtidigt fik de lejlighed til at træde ind i en verden fra en svunden tid.

Der blev kravlet langt og dybt ind i bunkerne under kyndig vejledning, og der skulle regnes ud, for at komme til dagens gevinst.

Det var selvfølgelig en kiste med ”guld, som var gemt” af selveste general feltmarskal Rommel, med tilnavnet Ørkenræven under hans inspektion af bunkeranlægget i 1943.

Eleverne kæmpede bravt og fik sammen med kyndige ekspeditionsledere fundet frem til de skjulte skatte.

Undervejs lærte de at bruge GPS og navigere frem til koordinater, der ellers ville være ubrugelige. De lærte også at binde stærke og sikre knob til fire sig ned ad en dyb skakt inde i bunkerne.

Da dagen var omme havde 6 L fundet 2 skattekister i form af gamle ammunitionskasser. Dog var indholdet ikke gammel irret ammunition, men derimod ”tunge gyldne barrer af tysk herkomst” - som det fremgår af det indledende spor, skattejagten starter ud med.

Eleverne lærte også, at skattefund i Danmark er klassificeret som danefæ og skal afleveres til politi eller museum.

Dog havde de fundne skatte oprindelse på Toms Chokoladefabrik, så ekspeditionslederne vurderede, at det ikke blev nødvendigt at involvere myndighederne. Klassen fik lov at beholde ét stykke af skatten hver.

- En del af vores strategi i Løkken er at skabe de optimale rammer for de unge, samt at kombinere byens erhverv med byens skole. Skolernes Motionsdag er en god anledning. Derfor inviterede vi, i samarbejde med Løkken Centralskole, en af skolens klasser på en anderledes skolernes motionsdag inden efterårsferien, fortæller indehaver Martin Svendsen.

- Hensigten med dagen er også at vise, hvorledes det gode samarbejde omkring byen og dens attraktioner kan styrkes ved at dyrke fællesskabet i byen, tilføjer han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...