Løkkens nye gavlmaleri ”Nature’s way” er udført af kunstneren Lise Vestergaard

LØKKEN: ”Hvilken natur spurgte drengen? Den bag tæppet? Ja, den største rigdom vil være at få den at se. Og så friheden til bare at lege i det grønne græs og kigge op i det blå - på skyerne som passerer forbi. Ja, jeg ønsker mig bare det, naturligvis.”

Sådan lyder et stykke af historien bag Løkkens nye gavlmaleri ”Nature’s way” udført af kunstneren Lise Vestergaard.

- Det er billedet på fravær af natur, fortalte Lise Vestergaard ved ferniseringen på kunstværket.

- Historien er, at den lille dreng ligger og skal sove. I mens hører han forældrene tale om den stigende forurening. Da han falder i søvn, drømmer han, at han bor et sted, hvor man ikke kan se hverken himlen eller noget grønt. Han kontakter sin ven, og maleriet viser drømmen, da de to drenge finder på at rive noget mur ned for at se den blå himmel og det grønne ved siden af, forklarede hun.

- Naturen har brug for vores opmærksomhed og nærvær. Vi har ikke længere råd til at leve på bekostning af naturen. Vi må smide vores ego over styr for at sikre en bæredygtig levevis, så vores børn forhåbentlig kan få en tålelig fremtid, tilføjede hun.

Kunst i Løkken

Ved ferniseringen var der først velkomst ved formanden for Kultur Hus Løkken Jonna Liv Jensen. Hun takkede de sponsorer, som har givet mulighed for at få skabt et kunstværk på en gammel mørk gavl på Nørregade 10.

- En kæmpe tak til alle jer der var klar på at støtte op om ny kunst i Løkken på den ene eller anden måde. Det er Slots og Kulturstyrelsen, Med24, Butik Jackie og husets ejer Daniel Paracha, Malerfirmaet Kim og Ole Dissing, Vandregruppen i 9480, Kulturhus Løkken, Jonnaliv.dk, Hotel Løkken Strand og Peter Pedersen fra Hjørring Stilladsudlejning A/S

Til kunstneren sagde Jonna Liv Jensen blandt andet:

- Lise! Du har gjort det igen! Ligesom sidste år, ved værket ”Blown away” på Jens Bangs Sti, har du forceret naturen, stået i regn, sol, rusk og 12 sekundmeter og malet dette prægtige motiv i Løkken for naturens skyld, og fordi du elsker dit arbejde. Det har været én stor glæde at se, hvor varmt byen byder dig velkommen, og hvor meget folk gerne vil snakke med dig, og ikke mindst hvor glædestrålende du inddrager skolebørnene i din passion for kunst.

- Endnu engang er klimaet, og det der findes omkring gavlen, elementerne med i motivet. I dage har du stået her på lift og stiger, og fremtryllet et par grønne drenge der laver drengestreger.

- Så tak til dig Lise for at råbe op om, at vi skal vælge naturen, det legende og gøre det for børnenes skyld! ”At naturen kommer før menneskene ellers er vi mennesker intet”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...