LØKKEN: Nedenstående fortælling, i to dele (2:2), er skrevet af en redningsmand fra Løkken.

Jens Vilhelm Rommedahls Levnedsbeskrivelse. Han var født i Løkken 22. januar 1862 som ældste søn af fattige forældre.

Jeg kom som ganske ung ud at sejle, første gang med jagt ”Haabet” af Løkken, som dengang sejlede på Norge, med landbrugsvarer, Efter en del års sejlads kom jeg hjem og aftjente min værnepligt, som helbefaren matros på fregatten ”Sjælland”. Efter endt tjenestetid kom jeg hjem, og gik da til fiskeriet, som dengang blev drevet fra kysten med små sejlbåde. Jeg fik selv en båd at føre, og var med i det store rødspættefiskeri i 80’erne.

En anden meget farlig stranding var den svenske damper ”Margareth” af Gøteborg, som strandede ud for Løkken (1912). Skibet var under meget svær storm blevet havareret meget slemt i Nordsøen. Et eneste bråd havde taget det opsternede samt 3 mand af besætningen. De andre var meget forkomne, da skibet drev ind på revlen, hvor der var meget høj sø. Redningsbåden gik ud, og vi bjærgede 7 mand under meget farlige forhold. Det blev også anerkendt, da stationen blev tilkendt Emile Robins legat for farligste redningsforetagende i dette år.

En anden var, da den finske bark ”Truro” af Mariehamn strandede under Rubjerg Knude, hvor vi bjærgede 14 mand (1910). Nogle få timer efter var skibet fuldstændig vrag. Og ligeledes da den svenske damper ”Amphitrite” af Hälsingborg strandede, hvor vi bjærgede 20 mand (1916). Det var dagen før jul. Skibet kom fra Savannah og havde haft en meget hård rejse. Mandskabet var meget taknemlig, da de blev bjærget i land. Kaptajnen takkede mig, som fører af redningsbåden, meget bevæget, da de stod frelst på stranden.

Det er kun enkelte tilfælde af de mange, da jeg i min tjenestetid inden for redningsvæsenet, har været med til at bjærge 152 personer, og mange er de varme håndtryk og taksigelser, jeg har modtaget fra de skibbrudne, når de har stået frelst på stranden.

Da jeg nu med disse få begivenheder skal slutte min levnedsskildring, vil jeg gerne have lov, at meddele lidt angående vore økonomiske og personlige forhold. Jeg har sammen med min nu afdøde hustru haft en stor børneflok. Vi har levet i små kår og i daglig kamp for tilværelsen. Jeg har to gange måttet forlade min båd med redskaber, for at blive optaget ude til havs, af større fartøj, og bragt ind til Frederikshavn, da landing på kysten har været umulig. Båden er drevet ind på kysten, og delvis ødelagt. Under sådanne forhold har jeg særligt mærket, at jeg har haft en troende og bedende hustru derhjemme, og det er underligt, som det er blevet vendt til det bedste for os. Det har også været mig en stor hjælp, at kunne lægge alt i Herrens hånd, både i det daglige slid, for at tjene føden til hustru og børn, og når pligten kalder en ud til kamp, mod storm og uvejr for at hjælpe mennesker, der virkelig var i nød.

Den min livsskildring må være tilgængelig for offentligheden efter min død. Løkken den 10. januar 1926. Jens Vilhelm Rommedahl.

Jens Vilhelm Rommedahl døde i 1930.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...