LØKKEN: Nedenstående fortælling, i to dele, er skrevet af en redningsmand fra Løkken. Jens Vilhelm Rommedahls Levnedsbeskrivelse.

Han var født i Løkken 22. januar 1862 som ældste søn af fattige forældre. Jeg kom som ganske ung ud at sejle, første gang med jagt ”Haabet” af Løkken, som dengang sejlede på Norge, med landbrugsvarer, Efter en del års sejlads kom jeg hjem og aftjente min værnepligt, som helbefaren matros på fregatten ”Sjælland”. Efter endt tjenestetid kom jeg hjem, og gik da til fiskeriet, som dengang blev drevet fra kysten med små sejlbåde. Jeg fik selv en båd at føre, og var med i det store rødspættefiskeri i 80’erne.

I disse år forekom der flere begivenheder, som jeg mindes. En dag, vi havde været ude at røgte hummertegner, blæste det op til storm. Der var flere både ude, og vi søgte alle mod land. Jeg var lige kommet i land med min båd, Da der pludselig lød råbet: En båd kæntret på revlen. Vi var flere unge mænd, som fik en af de store flad både sat ud, og kom med stort besvær ud til de nødstedte kammerater, som stred for livet. Der var fire mand, vi fik tre reddet, den ene blev derude.

En anden begivenhed, som jeg også mindes, var da jagt ”Josefine” af Sverige strandede. Det var under en storm. De forsøgte at gå til ankers mellem revlerne, men ankergrejerne svigtede, og skibet drev ind på revlen og blev vrag. Da var jeg ligeledes med ti, i privat båd, at bjærge besætningen, på tre mand.

En tredje begivenhed var en dag efter flere dages storm. Min kammerat og jeg tog på havet. Vi var kommet et stykke til havs, da vi fik en båd i sigte, som holdt på land. Vi sejlede den i møde og kom den snart så nær, at vi kunne se, at det var fremmede søfolk. Det var nemlig besætningen, 10 mand, fra en prøjsisk bark, som var sunken i Nordsøen, og som nu kom i deres egen båd for at søge land, og ukendt med kysten, som de var, var de meget taknemmelige, da vi førte dem over revlen og frelst i land. Dette er nogle få begivenheder, som mindes, før jeg blev ansat i redningsvæsenets tjeneste i året 1894. I de 31 år, jeg har været i redningsvæsenets tjeneste, først som bådmand og nu sidst som bådformand i atten år, er der sket mange begivenheder, både ved strandinger og ved bjærgning af fiskere. Men da jeg ingen dagbog har ført, skal jeg efter bedste hukommelse nedskrive nogle enkelte af de vigtigste begivenheder i mit liv, som redningsmand.

En af de første strandinger, jeg medvirkede ved, var da dampskibet ”Anton” af Kiel strandede under de høje skrænter ved Rubjerg Knude (1895). Vi bjærgede 7 mand af besætningen. En del af skibets mandskab var gået i egen båd, før redningsbåden kom til stede, men kæntrede på revlen og omkom. Var de forblevet om bord, var de sikkert blevet frelst alle.

Fortsættes i næste uge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...