Med24.dk fordobler og Action House gør klar til hotel i Løkken

LØKKEN: LMed24.dk, som sælger helseprodukter og makeup via nettet, planlægger at fordoble antallet af ansatte og mere end fordoble antallet af kvadratmeter på sin adresse på Løkkenholmsvej 6.

Naboen Action House vil også udvide med aktiviteter og har bedt om at få skrevet ind i en ny lokalplan, at der kan bygges hotel på deres grund, hvis Action House skulle ønske at realisere den slags planer i fremtiden.

Med24.dk har købt 1000 kvadratmeter jord af Action House, hvilket gør det muligt for virksomheden at udvide med 2000 kvadratmeter. I dag har man 1500 kvadratmeter.

- E-handel boomer for tiden, så vi er vokset ud af de rammer, vi har, siger direktør og medindehaver Nils Træholt.

- Vi kunne have valgt at flytte til Aalborg eller Taulov, men vil gerne blive i Løkken. Det en del af vores brand, at vi ligger i Løkken og vi er glade for både naboerne og kommunen.

Med24.dk bygger til den eksisterende bygning i første halvdel af 2019. Udvidelsen af lokalerne påvirker også antallet af ansatte. I dag har Med24.dk 50 ansatte, men Nils Træholt regner med, at antallet fordobles.

Med24.dk sælger produkter, der konkurrerer med Matas og helsekostbutikker, men sælger udelukkende over nettet og sender dem direkte til kunderne. Med24.dk har 18.000 varenumre inden for kosttilskud, helse, pleje og makeup.

- Det gælder om at have de rigtige varer til den rigtige pris og ikke mindst hurtig levering. Vi pakker alle ugens syv dage og regner med at sende 500.000 pakker i 2019, siger Nils Træholt.

Han og Kristian Brinkmann ejer virksomheden.

Naboen Action House har også planer for udvidelse af sine aktiviteter.

Den nye lokalplan åbner, som nævnt, mulighed for yderligere udvidelser af Action House med blandt andet byggeri af et hotel.

- Vi har ikke aktuelle planer om at bygge et hotel, men vi ønsker at fremtidssikre vores center. Vi har lavet ny gokartbane og er også i gang med at lave et nyt indendørs legeland, fortæller medejer af Action House, Tommy Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...