Direktør Jørgen Høll, Skallerup Seaside Resort: Partner i initiativ, der skal løfte turismen i Nordjylland.

SKALLERUP: Fælles Vækst er navnet på et nordjysk initiativ, der skal accelerere væksten i turismen op på niveau med dansk turisme som helhed. Målet for Fælles Vækst er, at der senest i 2022 er skabt en meromsætning i den nordjyske turistbranche på 1.7 mia. kr. og dermed 3000 nye arbejdspladser.

Med i Fælles Vækst-gruppen er Jørgen Høll, der i sommer tiltrådte som ny direktør for Skallerup Seaside Resort. Det nordjyske turisme-initiativ er blandt de emner, som Jørgen Høll vil orientere om, når Erhverv Hjørring onsdag den 24. oktober afvikler det sidste af årets Visit-arrangementer for medlemmer i feriecentret i Skallerup.

Bag Fælles Vækst står fire store nordjyske turistattraktioner. Foruden Skallerup Seaside Resort er det Nordsøen Oceanarium, Fårup Sommerland og Aalborg Zoo. Desuden er destinationsselskabet Visit Nordjylland en del af Fælles Vækst, der bakkes op af samtlige nordjyske kommuner, Region Nordjylland og erhvervsorganisationerne Dansk Industri, Dansk Erhverv og Horesta.

Midlet til at nå målet for Fælles Vækst er primært øget markedsføring. Det er planen at øge budgettet for markedsføring af Nordjylland fra 15 til 50 mio. kr. senest i 2021.

De 35 mio. "nye" kroner skal skaffes med 24.5 mio. kr. i bidrag fra erhvervslivet, der direkte og indirekte vil nyde godt af vækst i turismen, samt 10.5 mio. kr. fra kommunerne og regionen.

Jørgen Høll og direktørerne fra de øvrige deltagere i Fælles Vækst er i fuld gang med at skaffe bidragene fra erhvervslivet.

- Tanken bag Fælles Vækst er, at vi skal spille hinanden stærkere i Nordjylland. Vi er ikke konkurrenter, men aktører med det fælles mål at styrke turismen, siger direktør Jørgen Høll.

Når Erhverv Hjørring-medlemmerne kommer på besøg, vil Jørgen Høll desuden fortælle om de initiativer, der løbende tages for at udvikle Skallerup Seaside Resort. Blandt andet skal der næste år udvides med tre huse med kapacitet til 18 personer for at imødekomme et voksende behov for, at tre generationer af en familie kan holde ferie sammen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...