HUNDELEV: Torsdag den 14. februar kl. 18. arrangerer Daglig´ Brugsen Hundelev fællesspisning på Hundelev Idræts og Kulturcenter i samarbejde med projekt Fru Hansens Plan. Overskuddet fra arrangementet går til Fru Hansens børn i Ghana.

Fru Hansens Plan kaldet Liberian Camp i Ghana er en privat hjælpeorganisation, der to gange om ugen giver 120-150 børn et solidt måltid mad, og en gang om ugen bages der brød til børnene.

Maden som bliver spist i Campen, laves af en gruppe lokale frivillige som kalder deres organisation ”we-Can” og det økonomiske grundlag kommer fra projekt Fru Hansens Plan som har kørt siden 2017.

- Fællesspisningen i Hundelev foregår samtidig med spisningen i Ghana, hvor vi vil være i kontakt med campen via storskærm, fortæller Dagli´Brugsens formand Knud Larsen.

- Inden spisningen går i gang, vil Lisbeth Hansen fortælle kort om arbejdet i det store slumkvarter. Vi er sikre på at det bliver en hyggelig, men også speciel aften, og vi håber rigtig mange støtter op om projektet.

Billetter kan købes for kr. 50,- pr voksen og børn under 12 kan spise for kr. 25,-

Billetter kan bestilles/afhentes i Daglig´ Brugsen Hundelev eller ved henvendelse til Lisbeth Hansen i Teatercafeen – Hos Uffe på Vendsyssel Teater.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...