LØKKEN: Efter i 10 år at have delt adresse med EDC Danebo Løkken er Feriepartner Løkken blevet så stor, at der er behov for mere plads. Derfor har Feriepartner Løkken købt ejendommen Søndergade 18, som hidtil har været rammen for Step In v./ Søren Villadsen.

Step In vil fortsat være at finde på adressen frem til efter nytår, hvorefter Feriepartner Løkken starter med at indrette lokalerne og forventer at være på helt på plads til marts 2019.

- Det er glædeligt, at vi oplever så stor tilgang af nye huse og så stor efterspørgsel på at leje dem, at vi nu har brug for mere plads. Vores tilgang til langsigtede relationer med de husejere, som vi formidler udlejning for, og vores mål om høj kvalitet i alt, hvad vi laver, viser sig at være den helt rigtige, udtaler bureauleder Julia Spiess.

- Søndergade 18 er en markant ejendom i centrum af Løkken med både synlighed, tilgængelighed og masser af gratis P-pladser i umiddelbar nærhed. Den perfekte beliggenhed for et lokalt sommerhusudlejningsbureau, tilføjer hun.

- Vi har i længere tid været på jagt efter det helt rigtige nye domicil, og vi var meget glade, da vi erfarede, at Søndergade 18 var til salg. Det passer helt perfekt til vores behov, og vi glæder os at få lokalerne indrettet, siger Jan Brusgaard, indehaver af Feriepartner Løkken.

Ud over at flytte i større lokaler udvider Feriepartner Løkken også medarbejderstaben, så der til sæsonen 2019 er 6 faste medarbejdere på bureauet og dertil servicefolk og rengøringshjælp.

Feriepartner Løkken formidler udlejning på flere end 300 privatejede ferieboliger på strækningen fra Kettrup Bjerge i syd og til Nr. Lyngby i nord. Der syv selvstændige bureauer i kæden i Nordjylland, og samlet formidles der udlejning i regionen på flere end 2000 ferieboliger. På landsplan er Feriepartner-kæden samlet set blandt de største aktører i markedet med knapt 7000 ferieboliger til udlejning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...