Dokumentarfilmen "Lumière, eventyret begynder" i Lønstrup

LØNSTRUP: I anledning af Lønstrup Café Bios 100 års jubilæum viser biografen i løbet af efteråret flere ældre film. Der startes mandag den 1. oktober kl. 19.30 med den franske dokumentarfilm "Lumière, eventyret begynder".

- Dokumentarfilmen hylder Lumière-brødrenes pionerfilm og argumenterer overbevisende for, at det er rigtige, små kunstværker, lyder det fra biografen i Lønstrup.

Det var de franske brødre Louis og Auguste Lumière, der stod for filmmediets afgørende gennembrud. Deres Cinématographe var både optagekamera (35mm) og projektor.

De præsenterede første gang deres små film for en lukket kreds i foråret 1895 og havde offentlig premiere i december samme år.

Lumière-filmene blev til under særlige konditioner, en slags minimalistiske benspænd, kunne man sige. Hver film varer 50 sekunder, hverken mere eller mindre. Hver film består af én optagelse, ét shot. Og kameraet er stationært, altså ingen kamerabevægelser.

Undertiden er kameraet dog anbragt på noget, der bevæger sig: En bil, en båd, en luftballon eller en elevator.

De franske brødre Auguste og Louis Lumière opfandt ikke de levende billeder, men de var i høj grad med til at gøre filmen til et populært massemedie.

Fra 1895 til 1905 indspillede Lumière knap 1400 korte film. Mange af disse er nu blevet restaureret under ledelse af Cannes-festivalens direktør, Thierry Frémaux. 108 af dem præsenteres i flot restaurering i originalt format. Frémaux væver med sin stemme filmen sammen og har skabt en dokumentarfilm for alle, der er bare den mindste smule interesseret i film.

Filmen vises også mandagene den 8., 15. og 30. oktober kl. 19.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...