Udlejningsbureauet Sol og Strand skal flytte ind i bygningen foran SuperBrugsen til foråret 2021

LØKKEN: Der er taget første spadestik til Løkken Brugsforenings nye byggeri. Et hus på 330 m2, der kommer til at stå som en tvillingbygning til Løkken apotek og turistkontor.

Bygningen ligger foran SuperBrugsen Løkken og ud mod Omfartsvejen. Udlejningsbureauet Sol og Strand skal flytte ind til foråret 2021. Byggeriet påbegynder nu og vil stå klar medio april 2021.

- Området bliver harmonisk med to næsten identiske bygninger foran og med SuperBrugsen liggende bagved, siger arkitekt Jørgen Ussing fra Bjerg Arkitektur i Hjørring, der har tegnet ejendommen.

- Vi forventer, at kunne lukke huset af til nytår, og umiddelbart derefter vil vi invitere byens borgere til rejsegilde. Vi vil glæde os til at vise huset frem udtaler, uddeler Mogens Knudsen.

- Vi ønsker at tage aktiv del i byudviklingen i Løkken, og i lighed med Sol og Strand har vi stort fokus på mødet med gæsten/kunden. Vi ønsker, at besøgende skal føle sig velkomne i Løkken, uanset om de handler i brugsen, spiser på en af restauranterne eller lejer et sommerhus, siger Mogens Knudsen.

Han glæder sig over, at byggeriet indledes i kølvandet på covid-19 og dermed kan skabe ordrer i bogen hos lokale håndværkere. Valget af entreprenør faldt på Richardt Thomsen Erhvervsbyg A/S. Firmaet er beliggende i Brønderslev, og har stor erfaring i erhvervsbyggeri over hele landet.

Ejeren Richardt Thomsen bor selv i Furreby.

- Vores drivkraft er at indfri kundens forventning til resultatet. At få lov til at bygge her i Løkken på en så flot placering er naturligvis en særlig glæde, siger Richardt Thomsen.

Gabriele Greiner som er bureauchef ved Sol og Strand glæder sig til at rykke ind i de nye lokaler til foråret.

- Jeg glæder mig afsindigt til, at vi får mere plads til at tage hånd om vores gæster og vores husejere.

- Vi har oplevet en vækst i antallet af huse, der kommer til udlejning, og det stiller selvsagt krav om flere kvadratmeter både til at tage imod gæster og til lagerkapacitet.

- Med placeringen ved SuperBrugsen får vi ikke blot en meget synlig placering og langt mere optimale rammer, men også mange parkeringspladser lige uden for døren, siger bureauchef i Løkken, Gabriele Greiner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...