Når krisen forlader os, er Børglum Kloster klar til at åbne dørene til den store udstilling

BØRGLUM: De planlagte aktiviteter på Børglum Kloster bliver naturligvis ramt af coronakrisen.

Kunstneren Per Arnoldi udstiller på Børglum Kloster i 2020 og skulle have haft fernisering Palmesøndag.

Udstillingen bliver dog hængt op, og da den varer til 23. august, bliver forhåbentligt lejlighed til at præsentere den.

- I forhold til kunstudstillingen med Per Arnoldi er vi allerede i fuld gang med forberedelserne, så vi er helt klar til den dag hvor vi alle sammen igen kan vende tilbage til en normal hverdag, fortæller marketingschef Benedicte Rottbøll.

- Vi har modtaget Per Arnoldis værker, og inden så længe kommer Per Arnoldi selv og sætter udstillingen op i udstillingssalen sammen med sin kurator. Indtil videre, må udstillingen desværre være en kunstudstilling som ingen må se, men vi glæder os til den dag, hvor vi kan fremvise udstillingen og igen åbne klosteret.

Til udstillingen har Arnoldi har været rundt i de yderste hjørner i sit lange liv og sit store værksted i Raadvad for at finde værker, der kunne give et rigt billede af hans rastløse virksomhed, spredt over mange genrer.

- Vi glæder os til at vise malerier helt tilbage fra 1959 til spritnye værker fra værkstedet 2020, lyder det fra marketingschefen.

Arnoldi har arbejdet i over 28 lande og udstillingen vil i fotos dokumentere flere af de fjerne indsatser i både Japan, USA og Europa.

Skulpturerne omfatter både ældre udkast og hans helt nye projekter til nationale monumenter, som f.eks. mindesmærket for de faldne krigssejlere i WW2, som Dronningen afslørede september 2017 i Mindelunden i Ryvangen ved København.

Således prøver udstillingen at komme godt ” ud i krogene”…selvom det med så omfattende et værk næsten er en uendelig opgave.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...