LØNSTRUP: Den fynske forfatter Esther Rützou går rundt med et bredt smil, fordi hendes nye bog, ”De forsvundne diamanter” lige er udkommet.

Men den bog var aldrig blevet til noget, hvis ikke forfatteren for nogle år siden havde besøgt Lønstrup.

- Det var helt tilfældigt, at jeg kom igennem byen, fortæller Esther Rützou.

- Men det blev et besøg, der gjorde stort indtryk på mig. Jeg drak kaffe på badehotellet, og jeg gik ud til Mårup kirke, hvor jeg så grave, der var ved at styrte i havet. Jeg mødte endda graveren fra Lønstrup kirke, som fortalte, at han tit gik ud og samlede knogler sammen på stranden, som så blev genbegravet på Lønstrup kirkegård.

- Sådan noget fortæller man ikke til en forfatter, uden af fantasien straks begynder at digte historier! Og da jeg så også kom forbi et sommerhus, der lå med det ene hushjørne helt ud til kanten på skrænten - ja, så var historien der!”

”De forsvundne diamanter” handler om Ida, hvis moster er skattejæger. Derfor er hun taget til Vesterhavet for at lede efter nogle diamanter, som måske er skjult i et faldefærdigt hus – et hus der ligger helt ud til kanten på skrænten og sagtens kan styrte i havet.

Ida vil gerne hjælpe med at finde diamanterne. Men Moster vil ikke have hende med, så Ida beslutter selv at finde diamanterne. Det bliver til en vild konkurrence. Hvem finder diamanterne først?

Og hvad med Lønstrup – kan man kende byen i historien?

- Det tror jeg godt, man kan, siger Esther Rützou.

- Selvom jeg har flyttet lidt om på nogle huse og bl.a. tilføjet en forladt bank med gamle bankbokse i kælderen.

Bogen ”De forsvundne diamanter” er udkommet på forlaget ABC og henvender sig til børn fra 7 – 11 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...