Ny undersøgelse afslører store mangler i forsøgsordningen for cannabis

KOMMUNEN: Cannabis til medicinsk brug er et positivt virkemiddel i mange patienters liv, men ny undersøgelse om patienters erfaringer med cannabis viser, at der mangler vidensopsamling om forbrug og virkninger.

Undersøgelsen om medicinsk cannabis er lavet af syv forskellige patientforeninger og har cirka 4500 respondenter.

Det er Danmarks hidtil største undersøgelse om patienters erfaringer med cannabis.

Undersøgelsen viser, at 78 procent af patienter, der bruger cannabis som medicin, oplever positive virkninger som smertelindring, bedre søvn og afslapning, mens 65 procent ikke har haft nogen negative erfaringer.

Men kun 20 procent af de patienter, der bruger cannabis som medicin, får det på recept fra en læge.

Det er på trods af, at 70 procent af patienterne helst ser, at cannabis kun udleveres med recept, så det sker i dialog med lægen.

Hvordan kan det så være, at patienterne ender med at anskaffe cannabis ad andre veje?

Det giver den nye undersøgelse os en række svar på.

Patientforeningerne har både undersøgt problemerne i den nye forsøgsordning samt årsagerne bag dem.

Når patienterne vælger at finde deres cannabis uden om lægerne, skyldes det særligt to ting:

Det ene er, at mange læger af princip ikke vil udskrive cannabis til patienten, og det andet er, at prisen er ret høj i forhold til det, de finder på markedet via personer eller firmaer, der sælger det ulovligt, forklarer Annette Wandel, vicedirektør for Danske Patienter.

Ifølge undersøgelsen har næsten 50 procent af de patienter, der har talt med deres læge om cannabis, nemlig oplevet, at lægen ikke vil udskrive det til dem af princip.

Men det er problematisk, at lægerne ikke ønsker at deltage:

- Hele ideen er jo, at dem, der ikke kan hjælpes med konventionelle metoder, kan få adgang til et sikkert og reguleret alternativ. Hvis det skal lykkes, er vi ganske enkelt nødt til at få lægerne med i det, siger Annette Wandel.

Når mange af lægerne ikke føler sig trygge ved at ordinere medicinsk cannabis, kan det dog også skyldes, at der mangler viden.

Derfor er det afgørende — hvilket også har været ideen med forsøgsordningen — at der tilvejebringes mere viden om virkning og bivirkninger af cannabis.

Og det gør forsøgsordningen ikke, som den ser ud lige nu.

Patientforeningerne er ligesom lægerne bekymret over den manglende vidensopsamling.

- Alle skal følges systematisk, hvis ordningen skal virke. Vi skal vide, hvad patienterne får cannabis for, hvilke virkninger og hvilke bivirkninger, de oplever. Vi har brug for en langt mere systematisk vidensopsamling, mener Annette Wandel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...