LN 49 ”Stjernen” er bygget i 1924 i Nr. Vorupør af skibsbygger N. Andersen.

”Stjernen” er en typisk kystbåd, med en bred stævn, der forhindrer, at stævnen dykker ned og skruen kommer ud af vandet, når den sejler over revlen i høj sø. Den flade bund gør, at den kan trækkes op på stranden. Ejerens navn i perioden 1924 til 1933 er ukendt. Navnet ”Stjernen” fik båden først i 1933, da den blev købt af Anders K. Larsen, Løkken, som var den senere ejer Iver Larsens onkel.

I 1947 blev ”Stjernen” solgt til Skagen, men kom tilbage til Løkken igen i 1948, hvor den blev købt af Ivar Larsens far Charles P. Larsen. Charles havde en særlig interesse i at købe ”Stjernen”. Om den begivenhed beretter Iver Larsen:

- ”Ida” af Løkken var ejet af min onkel Harry E. Larsen, som på det tidspunkt var syg, og derfor var min far Charles P. Larsen med som skipper, sammen med den øvrige besætning, der bestod af Godtborg Jensen og Christian Madsen.

”Ida” var ifølge med ”Stjernen” på vej hjem fra revet. Det var mørkt og hård nordlig kuling. På et tidspunkt følte ”Stjernens” skipper Anders Larsen, som var min fars bror, at der var noget galt og vendte derfor om. De var så heldige at sejle lige på min far, der sammen med Chr. Madsen var blevet slået overbord af rorpinden og styrehuset, da de fik en såkaldt ”forkert” sø.

”Stjernens” besætning, som udover Anders Larsen bestod af Julius Andersen og Albert Ginge Pedersen, fik bjærget min far og senere Godtborg Jensen, som stadig var ombord på ”Ida”. Desværre var det ikke muligt at bjærge Chr. Madsen.

- Min far havde herefter et specielt forhold til ”Stjernen”, og da den i 1948 var sat til salg i Skagen, købte han den, fortæller Iver Larsen.

Iver Larsen ejede Stjernen fra 1972 til 2004, hvor den blev overtaget af Bådelauget Stjernen af Løkken. Efter overtagelsen gennemgik Stjernen en større reparation, og bliver nu benyttet til lystfiskeri.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...