VRENSTED: Byens hus i Vrensted inviterer til foredrag tirsdag 29. september kl. 19.

Foredraget leveres af Jørgen Pyndt og er titelsat fra bondedreng på Lolland til journalist i Nordjylland.

Det stod ingen steder skrevet, at Jørgen Pyndt skulle ende som journalist i Nordjylland da han voksede op på en gård på Østlolland som nummer to i en søskendeflok på fire drenge og med et par hårdtarbejdende forældre. Men sådan gik det. Efter 21 år på ”Sydhavsøerne” flyttede han i slutningen af 1960 ´erne til Aalborg og Nordjylland.

Først som skrivende medarbejder på det daværende Aalborg Stiftstidende, så 22 år som medarbejder på Danmarks Radio i Aalborg for så at ende som redaktionssekretær, nyhedschef og studievært på TV2/Nord.

Jørgen Pyndt vil han fortælle om sin opvækst på Lolland i et landbrug i efterkrigstidens mønster, altså før mekaniseringen slog igennem.

Som ung tog Jørgen Pyndt ud at sejle og kom det halve af verden rundt med rederiet Lauritzens ”Argentinean Reefer” inden han kom i mesterlære på Lolland-Falsters Folketidende.

Siden har Jørgen Pyndt sagt farvel til TV2/Nord for at leve et aktivt liv i den 3. alder – bl.a. som formand for den store ord-, sprog- og litteraturfestival Ordkraft i Aalborg, som foredragsholder og forfatter. Efter sin aktive karriere på TV2/Nord har Jørgen Pyndt også været en flittig forfatter af flere biografier.

I forbindelse med sin 70 års dag i september 2016 udgav Jørgen Pyndt første bind af sine erindringer, ”Lun luft & fedt ler”.

Man skal tilmelde sig arrangementet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...